Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Selvudnævnt whistleblower tabte også i landsretten

Østre Landsret stadfæstede byrettens bødestraf på 5.000 kr. til Bitten Vivi Jensen, der videregav personfølsomme oplysninger om førtidspensionssager.

FREDERIKSBERG: Det lykkedes ikke for advokat Mads Pramming torsdag at overbevise Østre Landsret om, at hans klient, Bitten Vivi Jensen, handlede i "berettiget varetagelse af en åbenbar offentlig interesse", da hun i 2016 videregav fortrolige dokumenter fra omkring 90 personsager til Information, skriver avisen.

Tværtimod mente en enig landsret det samme som Retten på Frederiksberg, der i februar 2020 dømte Bitten Vivi Jensen ti dagbøder á 500 kr. for videregivelse af fortrolige oplysninger i strid med hendes tavshedspligt. Selv om Landsretten fandt, at der var tale om et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse, og at Bitten Vivi Jensen havde handlet ud fra en overbevisning om, at kommunen lod de udsatte borgere i stikken, så mente de tre dommere og tre domsmænd efter en samlet afvejning, at videregivelsen ikke var berettiget.

Hensynet til den samfundsmæssige interesse stod ikke i forhold til den krænkelse, som borgerne havde været ude for ved, at stærkt personfølsomme oplysninger i adskillige sager var videregivet til en journalist, sagde retsformand Bertil Frosell.

Ikke nødvendigt for at trænge igennem

Kort fortalt handler sagen om, at Bitten Vivi Jensen er anklaget for at have videregivet to plasticposer med sagsakter fra omkring 90 frederiksbergborgeres sager om førtidspension. Bitten Vivi Jensen repræsenterede sundhedsforvaltningen i et særligt rehabiliteringsteam, der skulle lave en indstilling om førtidspension, og hun var ofte uenig i de afgørelser, der blev truffet. Flere gange rejste hun kritikken internt, men da hun ikke syntes, at det førte til ændringer i kommunens sagsbehandling, endte hun med at gå til pressen.

Anklageren, Nanna Grønning, pegede i sin procedure på, at nøgleordet var ’nødvendighed’. Havde det virkeligt været nødvendigt for Bitten Vivi Jensen at overtræde den tavshedspligt, hun som offentligt ansat var underlagt, for at hendes kritik af kommunens sagsbehandling kunne nå frem til offentligheden, spurgte hun retorisk og svarede selv:

"Svaret er efter min klare opfattelse et nej."

Mads Pramming slog i sin procedure på, at hvis hans klient eksempelvis havde videregivet færre sager, ville det formentligt have været svært for hende at trænge igennem til pressen med sin opfattelse af, at kommunens efter hendes mening lovstridige sagsbehandling var systematisk og ikke bare nogle enkelttilfælde.

ka