Selvmord er mit håb

Af socialkonsulent Ahmet Demir

I DR's TV-avis den 20. september var det skræmmende at høre historien om en kvinde med det opdigtede navn Rezgar. Kvinden havde fire gange forsøgt selvmord, og ikke nok med det truede hendes mand med, at han ville slå deres børn ihjel, hvis hun forlod ham.

I tv-indslaget gav unge piger med indvandrerbaggrund udtryk for en stigende tendens til at vælge selvmord som en løsning på at komme ud af arrangerede eller uønskede ægteskaber.

Jeg mener, at både den kvinde, der fire gange har forsøgt selvmord, og i særdeleshed hendes børn her og nu har brug for myndighedernes støtte. Med hensyn til børnene tænker jeg, at nogle myndighedspersoner må have kontakt til familien. Ellers må i det mindste hospitalsvæsenet være bekendt med selvmordsforsøgene. Jeg håber, nogen tager hånd om børnene, for en ting er mors selvmordsforsøg. En anden er, at børnene har brug for, at myndighederne tager vare på dem og fjerner dem fra familien.

Støtte til selvstændighed
Den stigende tendens til selvmord blandt kvinder af udenlandsk herkomst får mig til at tænke på min erfaring fra mit familiearbejde. Jeg har oplevet unge piger, der enten selv valgte at blive gift eller gik ind i et arrangeret ægteskab. Nogle af disse kvinder fandt ud af, at de ville skilles, men stødte på store vanskeligheder. De overvejede derfor selvmord for at frigøre sig fra deres parforhold.
Jeg mener, at nogle kvinder i den grad har brug for myndighedernes støtte for ikke at få disse selvmordstanker.

Jeg mener, der blandt andet er disse muligheder for at støtte kvinderne:

Myndigheder som lærere fra sprogskolen, sagsbehandlere eller andre myndigheder har kontakt til disse kvinder og orienterer dem om deres rettigheder her i landet. Især dem, der er i nød, har brug for myndighedernes støtte for at forebygge selvmordforsøg.

Både i skolegang, uddannelse og arbejdsliv støttes unge piger i at være selvstændige individer, så de på den måde kan stå op mod forældrene eller familiens arrangerede ægteskab.

Samarbejde med myndigheder
Samarbejde med forskellige sociale foreninger, hvor man kan orientere om deres rettigheder og handlemuligheder.
Der kan selvfølgelig være mange andre muligheder for at støtte disse kvinder, men jeg har personligt gode erfaringer med, at samarbejde mellem myndigheder og den enkelte kvinde kan redde hendes liv. Her tænker jeg konkret på en sag, hvor jeg blev involveret for at støtte en ung kvinde, der ville ud af et ægteskab, som hun selv havde ønsket. Da hun ville skilles, ville hverken manden eller kvindens familie acceptere det.

Her sørgede både en lærer og en bekendt for at støtte den unge pige i at kontakte myndighederne og orientere om sin situation for at forebygge vold mod hende og hendes selvmordstanker.

Lærerens, den bekendtes og myndighedernes støtte gav den unge pige tryghed, så hun kunne komme ud af forholdet. Fx forsøgte pigen midt om natten at komme ud af sin bolig. Manden ville ikke have det og forsøgte at udøve vold mod hende. I denne sammenhæng kontaktede den unge pige straks sin bekendt, som hurtigt fik myndighederne på banen. De gav den unge pige et sikkert sted, selv om manden og pigens familie var meget vrede over myndighedernes indblanding. Myndighedernes og min ekspertise fik inden for kort tid både manden og familien til at acceptere pigens valg, og efterhånden opstod en dialog mellem pigen og hendes familie, så det lykkedes den unge kvinde at forenes med sine forældre. Det er dog ikke ensbetydende med, at det vil gå sådan for alle andre unge kvinder.

Selvmord ligesom mor
Det væsentligste er, at myndighederne via forskellige kanaler forsøger at have kontakt til især de kvinder, der ikke har megen kontakt til samfundet, og blandt andet via skoler, institutioner, arbejde, naboer med flere orienterer om deres handlemuligheder.

Myndighederne skal tage kvinder, der henvender sig til dem, alvorligt og forsøge at forebygge selvmordsforsøg. Hvis der er børn i forholdet, skal børnene have den nødvendige støtte, så de ikke er vidne til deres mors død. I mit netværk har jeg hørt om en ung mand, der begik selvmord. Jeg var nysgerrig efter begrundelsen, og det viste sig, at den unge mand var 16 år, da hans mor begik selvmord, mens han løb efter hende for at forhindre hendes selvmord. Mor efterlod desværre stor smerte hos sin søn, og nogle år senere begik han selv selvmord.
Den unge mand havde kontakt til skole og andre myndigheder, så det undrer mig, at ingen opfangede faresignalerne. Den unge mands overværelse af mors selvmord havde blandt andet den pris, at han selv begik selvmord.

Jeg har som nævnt ikke nok oplysninger, men vi må stille krav om, at myndigheder og professionelle er i stand til at opfange signaler og tage bekymringer alvorligt for at forebygge sager som den unge mands. Jeg siger ikke, at vi kan forebygge alle selvmordsforsøg, men vi kan vi tage henvendelser alvorligt, opfange signaler og reagere på dem. Så er det muligt at forebygge selvmord.

Ahmet Demir, socialkonsulent, cand.pæd. og familieterapeut


Foto: http://www.flickr.com/photos/epsos/with/4376727123/