
Eftertankerne melder sig hos nogle af de folketingskandidater, der ved FV22 ikke lykkedes at få stemmer nok til at komme ind. Og for nogle har tankerne ført til den handling, at de opgiver kandidaturet.
I Sydjyllands Storkreds lykkedes det ikke Jens Jonathan Steen (S), der var opstillet i Fredericiakredsen, at komme ind - han blev anden stedfortræder og ville så ikke mere. Ifølge JydskeVestkysten er Andreas Dyhrberg Andreassen med stort flertal godkendt som hans afløser. Han fik 86 pct. af stemmerne og dermed mere end de to tredjedele, der skal til for at vinde i første runde. 80 medlemmer mødte op.
Det er ikke lykkedes for S at få valgt en lokal kandidat til Folketinget, siden den senere borgmester Jacob Bjerregaard klarede det ved FV11.
Venstre i Østjyllands Storkreds skal finde en ny kandidat i Djurskredsen, da Jens Kloppenborg, der afløste Britt Bager efter dennes overgang til De Konservative, lader det blive ved det ene forsøg, der kiksede ved FV22, selv om 1.111 vælgere stemte på ham. Kloppenborg, som er byrådsmedlem i Rudersdal, blev fjerde stedfortræder i storkredsen ved FV22, der halverede partiets østjyske repræsentation og kun gav tre kredsmandater til V.
- Min postadresse havde stor betydning, meget større end jeg havde forventet. De stemmer, som jeg havde regnet med at hente i Aarhus udeblev. Her trak Liberal Alliances Alex Vanopslagh alt ilt ud af luften på os Venstrefolk. Det må vi bare blankt erkende, sagde han blandt andet ifølge Lokalavisen Norddjurs.
De Radikale fik ikke stemmer nok i Fyns Storkreds, til at storkredsen kunne bibeholde et mandat, og spidskandidaten, tidligere minister Rasmus Helveg, der var kommet ind ved FV19, røg ud og har nu besluttet at stoppe som kandidat.
"Fyn er blevet en lille storkreds efter valgkredsreformer i nullerne, og vi skal op på ti mandater før der med stor sandsynlighed falder et fynsk mandat. Ved valget i 2022 fik vi kun 7", skriver han på Facebook. Der skal findes en ny til april.
Ifølge Dagbladet Holstebro bliver der også en ledig plads hos KD i Vestjyllands Storkreds. Folketingskandidat Jens Kristian Mølby Nielsen har meldt sig helt ud af partiet "efter mange dårlige valg endegyldig cementerer, at KD ikke kommer i Folketinget igen". Samtidig slår han fast, at han ikke har tillid til den nye politiske ledelse og dens linje for partiet. Jens Kristian Mølby Nielsen har været KD-medlem i mere end 25 år, er suppleant til Herning Byråd, og var med i partiets hovedbestyrelse.
Han fik 11 personlige stemmer ved FV22. Partiet er endnu ikke opstillingsberettiget til næste valg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.