VALLENSBÆK: Der skulle en dom i byretten til, for at to borgere nu kan få en erstatning ud af, at Vallensbæk Kommune først gav en dispensation fra lokalplanen i en byggesag og et år efter - uretmæssigt - trak den tilbage igen.
I september 2018 gav kommunen dispensation til et privat byggeri af en bolig, der indebar større bygningsbredde og lov til at bygge ud i en bevaringsværdig have, fremgår det af et byrådsreferat fra det seneste møde.
I september 2019 stemte et flertal i kommunalbestyrelsen dog for at trække dispensationen tilbage igen - selv om forvaltningen i sagsfremstillingen havde oplyst, at dispensationen og byggeriet var i overensstemmelse med lokalplanen, og man risikerede en erstatningssag mod kommunen.
Argumenterne for at droppe dispensationen igen skal findes i lokalplanen, der omtalte landsbymiljø med mange gamle huse, små snoede gadeforløb og åbne grønne havearealer. En nabohøring gav endvidere 23 indsigelser ud af 32 høringssvar, men inden da havde borgerne altså nået at få dispensation, og kommunen erkender, at høringen kom for sent i forløbet.
Borgerne, der ville bygge, havde nået at få en del udgifter til at påbegynde byggeriet, og valgte ganske rigtigt at rejse sag mod kommunen. 27. maj i år faldt der dom ved Retten i Glostrup, der endte med, at kommunen må yde en erstatning til de to borgere på 328.577 kr.
Syv stedfortrædere
S-gruppen i byrådet - der tæller tre ud af 15 pladser - forsøgte derefter at gøre de politikere, der havde truffet den famøse beslutning, personligt ansvarlige.
De tre fandt det "ganske urimeligt, at borgerne i Vallensbæk skal afholde udgifter, som et flertal i kommunalbestyrelsen helt bevidst har pådraget kommunen ved at træffe en ulovlig beslutning. Det er rimeligt, at de ti kommunalbestyrelsesmedlemmer personligt dækker kommunens udgifter", lød begrundelsen.
De ti politikere var dem, der havde stemt for at trække dispensationen tilbage, og de syv af dem sidder også i byrådet i dag - med borgmester Henrik Rasmussen (K) i spidsen. Alle syv var inhabile ved byrådsbehandlingen, så der blev indkaldt stedfortrædere - seks fra De Konservative og en fra Dansk Folkeparti.
Kun de tre fra S stemte for at gøre politikerne personligt ansvarlige. Imod stemte ni fra K og tre fra henholdsvis DF, SF og EL.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.