dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Middelfart-borgmester Johannes Lundsfryd (S) advarer om konsekvenserne ved svindende lokalmedier.
Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

S-borgmester frygter en valgkamp uden meningsfuld debat på grund af mangelfuld dækning

Alt for meget af mediernes dækning af KV25 er fokuseret på enkeltstående problemer og grupper, der giver gode kår for overbudspolitik, mener S-borgmester.
27. OKT 2025 15.34

Siden sidste kommunalvalg har en lang række lokalmedier måttet skære ned på antallet af journalister. For nylig viste en gennemgang, som journalisternes fagblad Journalisten foretog, at hver tredje journalistiske stilling hos lokal- og regionalmedierne er forsvundet siden KV21. Nordjyske har eksempelvis valgt at lukke den sidste af sine lokalredaktioner. 

Og det har konsekvenser for den demokratiske samtale og kommunalvalget, advarer Johannes Lundfryd (S), borgmester i Middelfart. 

- Det handler ikke om et specifikt medie, men om en grundlæggende demokratisk udfordring, siger han til DK Nyt. 

For mens journalisterne skal løbe hurtigere, og der er kommet et større fokus på kliks, er det kommet på bekostning af den politiske dækning og debat. 

- Annoncekroner er rykket til sociale medier, og dermed er magten også rykket til de sociale medier – og dermed også magten til at sætte en dagsorden eller en ikke-dagsorden. Det skubber de traditionelle medier mod at jagte kliks, sensation og konfrontationer i stedet for samtalen. Derfor frygter jeg, at vi ikke har en reel diskussion og samtale om, hvad det er vi vil med med kommunerne, siger han. 

Man skal dog ikke kun pege på medierne, understreger Johannes Lundsfryd. For nylig måtte Fagbevægelsens Hovedorganisation i Syddanmark aflyse tre ud af fire planlagte vælgermøder op til regionsrådsvalget, da kun 45 personer havde tilmeldt sig de tre møder i Esbjerg, Aabenraa og Kolding samlet. 

Politikerne spiller også selv en rolle, påpeger Johannes Lundsfryd, som kalder det en "nedadgående spiral for debatkulturen". 

- Der er traditionelle medier, der svigter deres redaktionelle ansvar og nyhedskriterier i jagten på kliks. Det er sociale medier, der ikke har et redaktøransvar, og som har algoritmer, der fremmer konflikt og hadske kommentarer. Det handler også om os politikere, der benytter de samme virkemidler for at nå ud til borgerne, når vi driver vores sociale medier, siger han. 

En debat, splittet til atomer

Med færre borgermøder og færre der holder deres lokale avis og i stedet følger politikere på sociale medier er vi endt med et atomiseret mediebillede, mener Johannes Lundsfryd. 

- Det betyder, at vi ikke har et fælles sted at diskutere, hvor vi kan have en reel samtale om vores uenigheder og udfordringer som kommune. 

I sidste ender risikerer vi at få en valgkamp uden et reelt tema, mener Johannes Lundsfryd. 

- Mediedækningen springer hele tiden fra det ene emne til det andet, og vi ender med at fokusere kort på enkeltstående ting og emner. Når jeg ser på min kalender, skal jeg ud til vælgermøder for at tale om erhvervsliv, et andet sted for at tale om mennesker med handicap. Det er ekstremt segmenteret. Vores opgave som lokalpolitikere er ofte at prioritere mellem hensyn til erhverv, til børn, til ældre, men hvis debatten kun foregår adskilt, så får vi aldrig talt om, hvad der er vigtigst, og hvordan det er, vi må prioritere, siger han og tilføjer: 

- Vi skaber også en situation, hvor det for nogle er nemt at tale det ene emne op det ene tidspunkt, for efterfølgende at tale det andet op, når der er sceneskift mod bedrevidende. Problemerne bliver pustet op, løsningerne bliver mindre, og vi ender med forvredne debatter. Overbudspolitikken har fantastiske kår, når det hele er splittet op.  

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/s-borgmester-frygter-en-valgkamp-uden-meningsfuld-debat-paa-grund-af-mangelfuld-daekning

GDPR
S-borgmester frygter en valgkamp uden meningsfuld debat på grund af mangelfuld dækning