I Vejle er de tre små borgerlige partier LA, KD og Nye Borgerlige gået sammen i et valgforbund, skriver Vejle Amts Folkeblad. Kun LA er i byrådet i dag - med et enkelt mandat.
Ved KV17 var LA og NB i valgforbund med De Konservative, der havde fået sine to mandater også uden valgforbundet, mens LA kun kom ind ved at bruge stemmer fra NB og K. KD var i et andet valgforbund og ikke selv i nærheden af et mandat, men var sammen med Borgernes Parti og Enhedslisten med til at skrabe stemmer sammen til Socialdemokratiets 11 pladser - uden at nogen af de tre mindre partier fik et mandat ud af det samarbejde.
I Høje-Taastrup har den nyvalgte V-spids Lisbeth Kjærholt ifølge sn.dk sendt en føler ud om et "bredt borgerligt liberalt valgforbund" til det dominerende borgerlige parti, De Konservative, der har både borgmesterpost og 12 pladser, mens kommunen er en af de få uden V-politikere.
V var ved KV17 i valgforbund med LA og Lokallisten Høje-Taastrup, der nød godt af det samarbejde og kom i byrådet med Omer Ayub, mens V og LA måtte levere stemmer til. K var i valgforbund med DF, der fik et enkelt og dyrt betalt mandat, men var med til at sikre K fremgang fra ni til 12 pladser og absolut flertal blandt de 21 i byrådet.
I Allerød er der præsenteret et nyt borgerligt valgforbund mellem Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, skriver sn.dk. Venstre, der har borgmesterposten - Karsten Längerich - er således ikke med.
Ved KV17 var der valgforbund mellem V, K, LA, DF og R, så det nye valgforbund må betragtes som et skridt længere til højre, idet NB, der stod alene sidst, nu er med, og De Radikale og Venstre, der med Karsten Längerich har borgmesterposten, ikke er med.
Det hører med til fortællingen, at V kom særdeles godt ud af valgforbundet sidst. De 2.712 stemmer havde ikke rakt til bare fire pladser uden for at valgforbund, men med stemmer fra LA og DF, der ikke kom ind, blev der fem pladser til V og det samme til det tidligere brgmesterparti De Konservative, der også havde gavn af det samarbejde. De Radikale fik en enkelt plads og havde også fået det ved at stå alene.
I Roskilde fortæller Roskilde Avis, at et tidligere omtalt valgforbund på højrefløjen - DF-LA-NB - har fået selskab af en helt ny liberal liste, Danmarks Vision. Det er startet af den tidligere Venstre-mand Christian Arendorf, der ved KV17 blev valgt som 2. suppleant til byrådet, og nu er spids på den nye liste.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.