SJÆLLAND: Tysklands store naturforening, NABU, med langt over en halv million medlemmer meddelte igår på et pressemøde i København, at de har kørt en topadvokat i stilling. Han skal forsøge at bremse Femern-projektet, når foreningen, som led i den tyske beslutningsproces om et års tid får mulighed for at komme med juridiske indsigelser. Det fortæller DR Sjælland.
Men også den tyske socialdemokratiske landspolitiker Bettina Hagedorn mener, at der kan blive travlt i de tyske retslokaler. Hun er valgt i Østholsten, hvor Femernbelt er en varm kartoffel, som har givet anledning til op mod 3000 indsigelser.
Hun er selv indædt modstander af tunnelen og vurderer, at adskillige hundrede private tyskere i øjeblikket er på vej med sagsanlæg mod projektet. De private frygter alt fra naturødelæggelse til tabte turismeindtægter. Samtidig er de mange hundrede arbejdspladser i forbindelse med Scandlines tysklandsfærger også i fare, hvis tunnellen bliver realiseret.
Vil genforhandle traktat
Bettina Hagedorn peger desuden på, at der rent politisk er god grund til at genforhandle traktaten, der i sin tid blev underskrevet af både Danmark og Tyskland.
- I Paragraf 22 i traktaten står der, at den kan genforhandles, hvis omstændighederne ændrer sig betydeligt. Og det mener jeg i den grad de er, siger Bettina Hagedorn til DR Sjælland.
Hun peger bl.a. på at økonomien er skredet, og at da man lavede traktaten, var det stadig en bro og ikke en tunnel, der var på tale.
- Gode naboer sætter sig ned og taler sammen, tilføjer hun.
Bygherren Femern A/S har ikke haft lyst til at kommentere de mulige juridiske udfordringer de kan vente fra både naturfredningsforening samt private tyskere. Men at stemningen ikke er god mellem de tyske modstandere og bygherren viste sig med alt tydelighed på pressemødet torsdag middag.
Her havde Femern A/S valgt at troppe op med en enkelt repræsentant for at høre hvad der blev sagt på mødet. Men inden mødet gik i gang blev medarbejderen bedt om at forlade stedet. Til pressen forklarede talsmanden for NABU at man ikke ønskede at have bygherren til stede '...da de havde opført sig dårligt ved at lignende pressemøde i Berlin'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.