dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Rekordmange privatskoler åbner efter ferien

Folkeskolereformen kan være en af årsagerne, mener lærerforening og friskoleforening. Lokale skolelukninger kan være en anden
27. JUL 2015 6.55

Efter skolernes sommerferie byder 21 privatskoler for første gang elever inden for døren.

Det er første gang i mange år, at antallet af nye privatskoler er så højt, viser Undervisningsministeriets institutionsregister, som går tilbage til 2000. Det skriver Politiken, som kæder den markante stigning sammen med den to år gamle omstridte reform af folkeskolen.

Stigningen er højere end selv i 2010 og 2011, hvor ekstraordinært mange folkeskoler lukkede, fremgår det af registret.

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen mener, at friskolerne 'nær sagt' er en protest, og formanden for Friskoleforeningen, Peter Bendix, mener også, at de politiske slagsmål om folkeskolereformen og lærernes arbejdstid i 2013 har fået forældre til mere end bare at tænke over, om en privatskole kunne være det bedste for børnene.

Da 67.000 lærere blev lockoutet i foråret 2013, blandede ikke bare lærere og elever, men også i høj grad forældre sig i debatter og demonstrationer landet over.

- Fordi vi har den her livlige debat, tror jeg, der er en større bevidsthed om at skabe nogle skoler, der passer med de værdier, vi har i vores familier, siger Peter Bendix til Politiken.

'Tilfældigvis det modsatte af folkeskolen'
Charlotte Bie er skoleleder for en af de nye privatskoler, Per Gyrum Skolen i Fredensborg. Når hun tager imod elever 10. august, bliver det med kortere skoledag og mere frihed til lærerne.

- Jeg ved godt, at vi hurtigt kommer til at lyde som en protest, når den gode skole er så langt fra det, der foregår. Men det er vi egentlig ikke. Vi vil bare gerne have lov at gøre det rigtige, og det er så tilfældigvis det modsatte af folkeskolen, siger hun til Politiken.

Både lærerforeningens og friskoleforeningens formand mener, at en anden forklaring på de mange nye privatskoler kan være, at et faldende børnetal især i tyndt befolkede områder af landet har ført til skolesammenlægninger.

Derfor har forældre i flere landsbyer benyttet sig af muligheden for at oprette en privatskole med økonomisk støtte fra staten, skriver Politiken. Landsformanden for foreningen Skole og Forældre, Mette With Hagensen, er enig:

- Vi oplever typisk folkeskoler i tyndt befolkede områder, som har kæmpet mod lukning. Når lukningen bliver gennemtrumfet alligevel, så åbner man en lokal friskole i stedet. Vi ser, at forældre først og fremmest er interesseret i en lokal skole, og så er det sådan set næsten underordnet, om det er en folkeskole eller en friskole, siger Mette With Hagensen.

Hun tilføjer, at foreningen 'får ingen henvendelser fra forældre, der siger, at de vil lave en friskole, fordi de er imod skolereformen'.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/rekordmange-privatskoler-aabner-efter-ferien

GDPR