Aldrig før har så mange kvinder været repræsenteret i landets byråd.
En opgørelse fra Momentum og Danske Kommuner viser, at 37 procent af landets nyvalgte byrådspolitikere er kvinder.
Det er en stigning på 1,1 procentpoint fra kommunalvalget i 2021, og det er den højeste andel, siden strukturreformen trådte i kraft i 2005.
I alt blev 900 kvinder valgt til et af landets byråd efter kommunalvalget tirsdag, mens tallet var 1532 for mænd.
Ved kommunalvalget i 2021 var 35,9 procent af de indvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer kvinder. Det konkrete tal lød på 874 valgte kvinder.
Mænd stemmer på mænd
Det er en positiv stigning, men der kan stadig gøres mere, mener Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
- Det er en lille stigning, men i forhold til at kvinder har haft valgret de sidste 100 år (kvinder har haft stemmeret til kommunale råd siden 1908, red.), så er det ikke imponerende, at man stadigvæk ikke er på lidt mere end en tredjedel.
- Men det er et skridt i den rigtige retning, siger hun.
Hun siger, at der er flere faktorer, der afgør kønsfordelingen. Det afhænger blandt andet af partierne, da nogle partier lægger mere vægt på repræsentationen af kvinder end andre.
Samtidig forklarer hun, at mænd er mindre tilbøjelige til at stemme på kvindelige kandidater, mens der ikke rigtig er en forskel ved kvindernes stemmer.
40-60 vil være ligestilling
Der behøves ifølge Karina Kosiara-Pedersen ikke en ligelig fordeling i repræsentationen af kønnene, men der må gerne komme en lidt højere procentandel af kvinder i byrådet, vurderer hun.
- Hvis vi kommer op på en 40-60 procents fordeling, om det så er i den ene eller anden retning (mændenes eller kvindernes favør, red.), så er vi på et niveau, hvor vi skal rette fokus et andet sted hen, siger hun.
Dette fokus kan rettes mod andre grupper i samfundet, der er underrepræsenteret i politik, fortæller hun.
Her er der flest
De fem kommuner med den højeste procentandel af kvinder, der er valgt ind i byrådet, er Sorø, Frederiksberg, Hørsholm, Fredensborg og København.
De fem kommuner med den mindste procentandel af kvinder, der er valgt ind i byrådet, er Sønderborg, Dragør, Aabenraa, Furesø og Høje-Taastrup.
I Sorø er 56 procent af byrådspolitikerne kvinder. Det er den højeste andel i landets 98 kommuner, mens der er den mindste procentandel i Høje-Taastrup, hvor 19 procent af byrådspolitikerne er kvinder.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













