
Tjek symptomerne på røde hunde, find forklaringen på forhøjet blodtryk, se på en animation hvordan korsbåndet virker i knæet. Det er blot nogle få af de oplysninger, som man kan finde på det nye online sygdomsleksikon, Patienthåndbogen.
Fra i dag, 6. september, får alle danskere adgang til et nyt online leksikon om sundhed og sygdomme. Det er Patienthåndbogen på sundhed.dk. De mere end 3.000 artikler og 2.000 animationer, illustrationer og små film er godkendt af en lægefaglig redaktion.
Over 50 speciallæger og praktiserende læger skriver indholdet i Patienthåndbogen, og indholdet opdateres løbende. Alt indhold er skrevet af en læge med viden indenfor det specifikke område i samarbejde med en praktiserende læge. Patienthåndbogen er det sted på internettet, hvor man som borger kan finde troværdig og opdateret viden om sygdomme og deres behandling.
Det er regionerne og Danske Regioner, der ejer Patienthåndbogen. Redaktionen bag Lægehåndbogen er drevet af Lægeforeningen.
Det er første gang, at sundhedsvæsenet lancerer et online leksikon om sygdomme. Tidligere i år blev online leksikonet Lægehåndbogen lanceret som opslagsværk for de praktiserende læger. Med Patienthåndbogen får danskerne mulighed for at søge i den samme viden som lægerne - blot skrevet i et sprog tilpasset almindelige borgere.
Reklamefrit og fagligt fokus
Ideen om at give samme information til både de praktiserende læger og patienterne stammer fra Norge. Den norske udgave af Patienthåndbog er det sted på nettet, hvor flest nordmænd henter online-information om sundhed og sygdom. Oversættelsen fra norsk og oprettelsen af en dansk version har kostet omkring 68 mio. kr.
Danske Regioners formand Bent Hansen (S) forklarer om tanken bag Patienthåndbogen:
- Internettet er allerede flittigt i brug, når danskerne sørger information om sygdom og sundhed. Regionerne har et mål om at styrke danskernes viden på det område og give borgerne den bedst tilgængelige viden. Derfor har Danske Regioner investeret i Patienthåndbogen.dk, hvor man kan finde reel, faglig og opdateret information, som er godkendt af læger, der opdaterer indholdet jævnligt.
- Patienthåndbogen.dk er et tilbud fra det offentlige Danmark. Den er fri for reklamer og kommercielle interesser og er en forenkling af den information, lægerne har adgang til. Derfor kan borgerne altid være sikre på, at indholdet er korrekt og at fagligheden er i fokus, siger altså Bent Hansen.
mou
Find Patienthåndbogen på http://www.sundhed.dk og på http://www.patienthaandbogen.dk
Fakta:
Patienthåndbogen er et online leksikon, som indeholder 3000 artikler og 2000 illustrationer, animationer og film om sundhed og sygdom.
Der er også en medicinsk ordbog - hvor man kan slå lægefaglige udtryk op.
Bag siden står de fem regioner, Danske Regioner, sundhed.dk og Lægeforeningen.
Patienthåndbogen er fri for reklamer og er uden kommercielle interesser.
En lægefaglig redaktion godkender alt indhold og opdaterer jævnligt indholdet.
Det er gratis at bruge Patienthåndbogen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.