Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Vaccinen fra AstraZeneca mistænkes for at kunne forårsage blandt andet blodpropper. Derfor har de danske sundhedsmyndigheder sat udrulningen på pause.
Foto: Robert Michael, Ritzau Scanpix

Region indberetter alvorlige symptomer hos to nyvaccinerede

To medarbejdere i Region Hovedstaden blev indlagt med alvorlige symptomer efter vaccination. Den ene er død.
20. MAR 2021 16.22

HOVEDSTADEN: To ansatte i Region Hovedstaden blev indlagt med alvorlige symptomer inden for 14 dage efter AstraZeneca-vaccination. Den ene er afgået ved døden, oplyser regionen i en mail til Ritzau. Regionen påpeger i mailen, at symptomerne giver mistanke om mulige bivirkninger fra vaccinationen. Den har indberettet begge forløb til Lægemiddelstyrelsen, så de kan blive undersøgt nærmere.

Det er en 30-årig kvinde, der er blevet indlagt med symptomer på blodprop i hjernen. Og foreløbig tyder det ifølge styrelsen på, at kvinden har haft samme sygdomsbillede som en 60-årig kvinde, der tidligere er død i Danmark efter vaccination med AstraZenecas vaccine.

- Hun viser alle tre symptomer med blødning, blodpropper og lavt antal blodplader, siger Tanja Erichsen, der er enhedschef i Lægemiddelstyrelsens enhed for lægemiddelovervågning.

Sagen om det livstruende tilfælde er ikke færdigundersøgt. Det samme gælder den anden sag, hvor en person afgik ved døden. Styrelsen vil ikke oplyse køn eller alder på personen, der er afgået ved døden. AstraZeneca er en af tre vacciner, der er taget i brug i Danmark. I øjeblikket er brugen af AstraZeneca-vaccinen dog midlertidigt sat på pause, efter at der fordelt over en række lande har været tilfælde af blodpropper blandt vaccinerede.

Sammenhæng endnu ikke påvist

Det vides endnu ikke, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne. Forskellige landes lægemiddelagenturer er ved at undersøge, om der er sammenhæng eller sammenfald. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har gentagne gange sagt, at vaccinen er sikker og effektiv, og at fordelene ved den opvejer ulemperne.

Danmark indstillede 11. marts midlertidigt brugen, efter at den 60-årige danske kvinde var afgået ved døden. Med det nylige dødsfald er der tale om to separate indberetninger om dødsfald efter vaccination. Lægemiddelstyrelsen advarer mod at konkludere noget, inden sagerne er undersøgt.

- Folk kan jo også dø af andre blodpropper, som måtte opstå af andre grunde, siger Tanja Erichsen, og der er ifølge hende ikke grund til at være urolig, hvis man har fået vaccinen.

- Men man skal være særligt opmærksom. Opstår der en situation med ekstrem hovedpine, mavesmerter eller tegn på blodpropper, skal man tage fat i lægen med det samme, siger hun.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få oplysninger om tidspunkter for vaccination og indlæggelse eller dato for det ene dødsfald.

16.998 indberetninger

En opgørelse fra Lægemiddelstyrelsen 16. marts viser, at styrelsen har modtaget 16.998 indberetninger om formodede bivirkninger efter at have fået vaccinestik med AstraZeneca. Langt de fleste indberettede formodede bivirkninger er milde og moderate, skriver styrelsen på sin hjemmeside. 149.675 har påbegyndt vaccination med AstraZeneca.

Hvis man ser på, hvor mange indberetninger der er i forhold til antallet af vacciner givet, er der indberettet flere bivirkninger efter vaccination med AstraZeneca end med Pfizer/BioNTech og Moderna. Lægemiddelstyrelsen noterer også for dem, at langt de fleste formodede bivirkninger er milde og moderate.

Der er ingen indberetninger om blodpropper efter vaccination med Modernas lægemiddel, men der har været seks indberetninger om blodpropper efter vaccination med Pfizer/BioNTech. Ingen af personerne er afgået ved døden. I fire af sagerne vurderer Lægemiddelstyrelsen, at det er mindre sandsynligt, at der er en sammenhæng mellem vaccination og blodprop. I de to sidste kan det ikke udelukkes, at årsagen er selve stikket med nålen.

Ritzau