dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Regeringen vil justere folkeskole­reformen med syv initiativer

Flere naturvidenskabelige fagtimer, færre vikarer og præcisering af den understøttende undervisning er tre ud af syv initiativer, som regeringen fremsætter til at justere folkeskolereformen
11. SEP 2018 10.54

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) præsenterede tirsdag formiddag en justering af folkeskolereformen i form af syv initiativer, men med særligt fokus på tre af dem. Der skal 'justeres de elementer, der ikke har virket efter hensigten', lyder det.

- Vi har en ambition om at justere nogle rammer, ikke om at gå imod folkeskolereformen, sagde Lars Løkke Rasmussen (V) om de nye initiativer.

Flere naturvidenskabelige fagtimer blev det først præsenterede. Regeringen mener, at naturfag skal veje tungere i folkeskolen, fordi det giver mening at have viden om naturvidenskaben, og derfor skal der sættes 'skub i børnenes interesse' for dem. For at give plads til det, vil regeringen mindske den understøttende undervisning, og således helt konkret veksle tre timer ugentligt til fagtimer - og til at gøre skoleugen lidt kortere.

Udspillet lægger også op til færre vikarer for at sikre kontinuitet i børnenes vante rammer, og det betyder flere faste lærere og færre vikarer. Derfor foreslår regeringen større gennemsigtighed samtidig med, at kommunerne skal nedsætte brugen af vikarer. Regeringen kræver således en opgørelse over vikarforbruget, så også forældre skal kunne følge med.

Sidst forslår regeringen en justering af §16 b i folkeskoleloven, som giver kommunerne mulighed for at konvertere understøttende undervisning til to-voksen-undervisning. Regeringen mener, at paragraffen bliver brugt for flittigt, og derfor skal den præciseres. Helt konkret vil regeringen også gøre det muligt at tage to lektioner fra understøttende undervisning i 7.-8. klasse om ugen til konfirmationsforberedelse.

- Virkeligheden derude kalder på en lidt kortere skoledag, når så mange har søgt om dispensation fra §16 b, sagde statsministeren.

- Vi bliver nødt til at lave justeringen, fordi der er så stort pres på paragraffen, lyder det tillige fra undervisningsministeren (LA).

Begge afviser, at der er tale om et opgør med reformen, selvom udspillet kommer før en planlagt evaluering af den fire år gamle folkeskolereform.

Læs hele udspillet her 


De syv initiativer

1. Flere fagtimer i folkeskolen
Den nuværende understøttende undervisning reduceres med gennemsnitligt tre timer om ugen. I stedet indføres flere timer i naturvidenskabelige fag, og skoledagen forkortes.

2. Ny læsekampagne
En treårig indsats skal styrke elevernes læselyst.

3. Færre faglige bindinger for undervisningen
Tværgående temaer som "it og medier" og "innovation og entreprenørskab" snævres ind til at omfatte færre fag.

4. Færre vikarer og bedre lærerkompetencer
Regeringen vil indføre større gennemsigtighed i brugen af vikarer og reducere den.

5. Større kompetencer til skolebestyrelser
Skolebestyrelser skal have en plads i ansættelsesudvalget, når en ny skoleleder ansættes.

6. Præcisering af brugen af paragraf 16b
I dag kan man bytte dele af den understøttende undervisning ud med en ekstra lærer i andre timer. Det har ifølge regeringen taget overhånd, og derfor skal reglerne indskærpes.

7. Forsøg med selvstyrende skoler
Regeringen vil tilbyde én skole i hver kommune at indgå i en tiårig forsøgsordning, hvor den slipper for en række krav til blandt andet antal undervisningstimer, lektiehjælp og bevægelse.

Kilde: Undervisningsministeriet.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-vil-justere-folkeskole-reformen-med-syv-initiativer

GDPR