
For få unge mellem 13 og 17 år har i dag et fritidsjob. Det mener regeringen, der mandag har præsenteret et udspil om fritidsjob med en række foreslåede regelændringer.
Som en del af udspillet indføres en kommunal fritidsjobpris, som beskæftigelsesministeren hvert år uddeler til den kommune, som har ydet en særlig indsats for at få flere unge i fritidsjob. Det skal fremme, at kommunerne i højere grad anvender fritidsjob i bl.a. ældreplejen og daginstitutioner.
Derudover ligger det i udspillet, at kommuner, regioner og stat i højere grad end i dag skal ansætte unge i fritidsjob. Regeringens ambition er, at en række offentlige institutioner – både kommunale, regionale og statslige – skal have mindst ét fritidsjob.
Færre begrænsninger
Udspillet fremlægges på et pressemøde mandag i Sorø af beskæftigelsesminister Ane-Halsboe Jørgensen (S), økonomiminister Stephanie Lose (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Eksempelvis ønsker regeringen, at 13-15-årige, der går i grundskole, skal kunne varetage flere arbejdsfunktioner og begrænses mindre i, hvor de må arbejde.
Som et eksempel nævner Ane Halsboe-Jørgensen, at unge i grundskolen i dag ikke må betjene en softicemaskine. Det skal ændres.
- Og hvis du arbejder på en tankstation, må du være der til klokken 22. Men hvis du arbejder på plejehjemmet ved siden af, skal du gå hjem klokken 20, siger hun på pressemødet.
Unge mellem 15 og 17 år skal også have lov til at arbejde på skæve tidspunkter i alle brancher.
I dag har halvdelen af alle unge mellem 13 og 17 år et fritidsjob. Det er 70.000 færre end i 1980'erne. Selv om regeringen ønsker at flere får et fritidsjob, vil beskæftigelsesministeren ikke sætte tal på.
- Jeg synes jo, at når vi kigger ud på, hvad det kan at have et fritidsjob, så vil jeg gerne sige mange flere. Men det er op til den enkelte og den enkeltes familie, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Jakob Engel-Schmidt vil dog gerne tage den lidt længere. Han siger, at målet er "flest muligt".
- Regeringen mener, at det er sundt at have et arbejde ved siden af sin skole. Vi håber, at rigtig mange arbejdsgivere også vil være med, siger han.
- Det er nogle unødigt stramme regler, der gør, at man som arbejdsgiver slår op i banen, for tænk, hvis man ikke gjorde det rigtige, supplerer Stephanie Lose.
Partnerskab om fritidsjob
Af udspillet fremgår også, at der etableres et ungepartnerskab om fritidsjob, der aktivt skal arbejde for at fremme og udbrede fritidsjob til flere brancher, herunder i den offentlige sektor og industrien, og styrke unges tilknytning til arbejdsmarkedet.
Partnerskabet skal desuden følge implementeringen af de regelændringer, regeringen ønsker at gennemføre. Partnerskabet skal bestå af repræsentanter fra virksomheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.
Fritidsjob for unge under 18 år skal synliggøres på Jobnet, så det bliver nemmere for virksomheder at slå stillinger til unge under 18 år op og for unge at
søge direkte på fritidsjob.
Og så vil regeringen - som tidligere annonceret - afskaffe arbejdsmarkedsbidraget for unge. Arbejdsmarkedsbidraget, som alle lønmodtagere betaler, ligger på otte procent. Det koster 165 millioner kroner årligt at afskaffe det.
/ritzau/dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.