dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger
Redegørelse modsiger Søndervangskolens leders forklaring
Det var ikke rigtigt, at det kun var enkelte elever, der fik ekstra tid til læseprøven på Søndervangskolen i 2016, viser redegørelse ifølge Politiken.
Foto: Casper Dalhoff, Ritzau Scanpix

Redegørelse modsiger Søndervangskolens leders forklaring

Der blev givet ekstra tid til alle afgangselevers læseprøve i 2016, fremgår det af ny redegørelse.

AARHUS: Det var ikke rigtigt, at det kun drejede sig om "enkelte elever", da skoleleder på Søndervangskolen Rani Hørlyck i en redegørelse skrev, at det "ikke kunne udelukkes", at "enkelte elever" havde fået tildelt ekstra tid uden at være berettiget til det.

Det fremgår af en ny redegørelse fra Aarhus Kommunes børn- og ungeforvaltning, som Børne- og Undervisningsministeriet har bedt om, skriver Politiken og konkluderer, at der stik imod skolelederens forklaring blev snydt med prøverne i 2016. Ifølge redegørelsen har skolen siden rettet ind, skriver Århus Stiftstidende. Undersøgelserne, som redegørelsen bygger på, blev ifølge avisen sat i gang i 2019, efter at to medarbejdere henvendte sig til rådmanden for Børn og Unge om forholdene på Søndervangskolen.

Søndervangskolen er kommet i spotlyset, efter at det i sidste uge kom frem, at nuværende og tidligere lærere beskylder skolen for at have snydt med afgangsprøver i 2016 og 2017, ligesom der angiveligt skulle være blevet snydt ved såkaldte udtræksprøver, så lærerne i strid med reglerne på forhånd har vidst, hvilke fag deres elever skulle eksamineres i.

Mangelfuld redegørelse

Redegørelsen efterlader dog mange huller, mener blandt andet tidligere lærer på Søndervangskolen Martin Haaning ifølge Politiken. Han peger på, at det hverken er lykkedes at afklare, om der også blev snydt med afgangsprøver i 2017, og om lærerne på forhånd fik besked om, hvilke fag der blev udtrukket til eksamen.

- Redegørelsen er ekstremt mangelfuld. Det virker, som om børn- og ungeforvaltningen ikke har villet have sandheden frem, når de ikke har spurgt de implicerede medarbejdere, siger han ifølge avisen.

Ifølge Århus Stiftstidende bygger redegørelsen i stor udstrækning på gamle oplysninger, og formand for børn- og ungeudvalget Eva Borchorst Mejnertz (S) mener ikke, problemet stadig eksisterer.

- Det er min klare fornemmelse, at spørgsmålet vedrørende prøverne og den ekstra tid til dem er et afsluttet kapitel, siger hun til avisen.

Tal for karaktergennemsnittet på skolen viser da også, at gennemsnittet for læseprøven faldt igen efter at være steget i de år, hvor skolen er anklaget for at snyde.

Stor medarbejderudskiftning

Redegørelsen rejser imidlertid andre spørgsmål, som blandt andet vedrører skolens arbejdsmiljø. Ifølge Århus Stiftstidende har der nemlig i en årrække været en stor udskiftning i medarbejderstaben, både sammenlignet med gennemsnittet i kommunen og i forhold til en af kommunens sammenlignelige skoler.

Ifølge Folkeskolen.dk stoppede i snit hver femte medarbejder (ca. 22 pct.) hvert år fra 2014-2018, og formand for Århus Lærerforening Dorthe Ryom Fisker bekræfter overfor undervisernes fagblad, at der har været en række personsager omhandlende det psykiske arbejdsmiljø på Søndervangskolen. 

Fagbladet har desuden talt med flere nuværende og tidligere medarbejdere, som har været ansat under den nuværende ledelse, og fået beretninger om en "ledelsesstil anlagt på pludselig personlig udskældning og udskamning". 

Blandt andet fortæller en tidligere lærer om det, flere angiveligt kaldte "at skulle ind på måtten", at man aldrig vidste, om man skulle have "skældud, eller man ville blive aet på kinden", når man blev kaldt ind til ledelsen, skriver Folkeskolen.dk.