dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Rapport: Grupper af offentlige ansatte stiller mindre forventninger til nydanske børn end danske

- Der er stadig kommuner, der er for tilbageholdende med at benytte de muligheder, de har, for at få forældrene til at være med i integrationsarbejdet, siger integrationsministeren
Integrationen er dog generelt på rette spor. Det viser den rapport om marginaliserede nydanske børn og unge, som regeringens arbejdsgruppe for bedre integration i dag offentliggør.

Flere er kommet i uddannelse og arbejde, men der er stadig en gruppe, der er socialt udsatte eller har svært ved at klare sig i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Klarer sig ikke godt nok
- Rapporten viser, at integrationsindsatsen virker. Men der er stadig en gruppe, der ikke klarer sig godt nok og ved skolestart er for dårlige til dansk. De manglende danskkundskaber forplanter sig igennem skole og uddannelsesforløbet, og gør det vanskeligt for de pågældende at få arbejde, siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

- Derfor vil jeg i samarbejde med undervisningsminister Bertel Haarder indgå i partnerskabsaftaler med kommunerne og i dialogen med kommunerne særligt fokusere på, hvordan vi koordinerer og forener kræfterne og tilskynde kommunerne til i højere grad at udnytte de muligheder, de allerede har. Der er stadig kommuner, der er for tilbageholdende med at benytte de muligheder, de har, for at få forældrene til at være med i integrationsarbejdet. Rapporten peger direkte på, at er grupper af offentligt ansatte, der stiller mindre forventninger til nydanske børn end til danske. Det er naturligvis helt uacceptabelt og kan virke diskriminerende, siger Birthe Rønn Hornbech.

Partnerskabsaftaler med kommunerne
Undervisningsminister Bertel Haarder (V), mener kommunerne må gøre en større indsats.

- Vi insisterer på, at der gøres en ekstra indsats, så alle får støtte til at komme i gang med uddannelse eller arbejde. Vi afsætter en pulje til partnerskabsaftaler i forhold til de unge under 18 år. Men det er også meget vigtigt, at kommunerne gør en stor indsats for alle unge under 25 år, hvor kommunerne har pligt til at sørge for, at de unge enten er i arbejde eller i gang med en uddannelse.”

Suppleres af 18 nye initiativer
Den tværministerielle arbejdsgruppen foreslår, at den eksisterende indsats suppleres af 18 nye initiativer, som skal styrke forudsætningerne for en vellykket lokal indsats for marginaliserede nydanske børn og unge.

Initiativerne vedrører blandt andet styrkelse af sprogstimuleringen, bedre samarbejde med forældrene, heldagsskoler, udvikling af undervisningen i dansk som andetsprog, nye intensive læringsforløb for tosprogede børn med svage kompetencer samt aftaler med kommunerne, som skal sikre, at alle unge under 18 år er i uddannelse eller beskæftigelse.

Regeringen vil nu føre arbejdsgruppens forslag ud i livet.

Bruge partnerskabsaftaler
De fleste af initiativerne skal gennemføres ved, at der indgås såkaldte partnerskabsaftaler mellem Integrationsministeriet og udvalgte kommuner. Partnerskabsaftalerne skal indeholde en handlingsplan med resultatmål for den lokale indsats for marginaliserede nydanske børn og unge. Målet med partnerskabsaftalerne er at skabe større sammenhæng i den lokale indsats og fokus på indsatsens resultater.

Arbejdsgruppens analyser viser, at 47.000 nydanske børn og unge er i risiko for at blive marginaliserede. Det svarer til mere end hver fjerde af de nydanske børn og unge. Blandt danske børn og unge er det mindre end hver tiende.

Flere årsager til marginalisering
Der er flere årsager til, at en relativ stor gruppe unge nydanskere er i risiko for at blive marginaliserede, men ifølge arbejdsgruppen er en af de væsentligste årsager, at mange nydanske forældre har et lavt uddannelsesniveau, står uden for arbejdsmarkedet og mangler viden om det danske samfund. Derfor kan forældrene have svært ved at hjælpe deres børn med lektier og vejlede om uddannelsesvalg.

Af andre mulige årsager peger arbejdsgruppen på, at nogle lærere har lavere forventninger og stiller mindre krav til nydanske elever end til danske elever, og at en gruppe arbejdsgivere fravælger nydanske ansøgere.


Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/rapport-grupper-af-offentlige-ansatte-stiller-mindre-forventninger-til-nydanske-boern-end-danske

GDPR