
AARHUS: Rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive (DF) vil have et opgør med lukkethed og uigennemsigtighed på chefgangene i Aarhus Kommune. Hun foreslår derfor, at byrådet vedtager, at offentligheden får adgang til alle dagsordener og referater for alle møder på direktionsgangene.
- Jeg oplever alt for meget unødigt hemmelighedskræmmeri. Tag for eksempel de store afdelingers mødedagsordener og beslutningsreferater. De er ikke offentligt tilgængelige, og dagsordenerne til kommunens tværgående direktørmøder har ikke engang medarbejderne adgang til. Jeg kunne forstå det, hvis vi udviklede atomvåben, eller vi arbejdede på en ny Coca Cola-opskrift. Men vi arbejder altså med at drive og udvikle skoler, børnehaver, plejehjem, trafik, beskæftigelse og så videre. Vi ville skam kun have gavn af lidt industrispionage i de øverste ledelseslag, udtaler Jette Skive.
Rådmanden er inspireret af blandt andre englænderne, som i de sidste mange år har forsøgt at åbne den offentlige sektor op og invitere det omgivende samfund indenfor.
- I England har de i årevis arbejdet målrettet med at nedbryde grænserne mellem det offentlige og civilsamfundet. Både fordi det skaber et bedre samfund, og fordi det er 'good business'. At vi samtidig åbner sluserne for beslutninger og vores drøftelser bør være en selvfølge. I forhold til at åbne beslutningsreferaterne op for borgerne, behøver vi dog ikke tage længere væk end til Skanderborg Kommune, hvor borgerne i mange år har haft fri adgang til alle beslutningsreferater fra direktionen, siger Jette Skive.
I Sundhed og Omsorg har man sløjfet det interne intranet og i stedet lagt alle informationer ud på nettet, herunder også mødedagsordener og beslutningsreferater fra rådmandsmøder og chefmøder.
bi
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.