SJÆLLAND: 16. april gav Styrelsen for Patientsikkerhed fem påbud til De Særlige Pladser på Afsnit S4 i Psykiatrien Syd i Vordingborg efter at have fået strakspåbud ad to omgange inden for et år. De Særlige Pladser er for borgere over 18 år, der har svære psykiatriske lidelser og har behov for specialiseret behandling i sygehusregi.
Ved tilsynet lød Styrelsen for Patientsikkerheds samlede vurdering af De Særlige Pladser Afsnit S4, at mangler ved alt fra lægefaglige vurderinger og behandling til oplæring af medarbejdere "samlet set udgjorde kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden". Det fremgår af styrelsens hjemmeside.
Det er ikke første gang, at De Særlige Pladser har fået påbud. Sidste år modtog afdelingen flere strakspåbud af Arbejdstilsynet, efter at flere beboere 2. pinsedag smadrede inventar, og en beboer truede med at sætte ild til afsnittet S4. Påbuddene gik på grove overtrædelser af medarbejdernes sikkerhed og sundhed. Det skriver TV2 Øst. Igen i oktober kom der et strakspåbud om at rette op på stedets forhold, og i efteråret blev stedets ledelse skiftet ud.
Mangel på personale
Mia Hesselberg, der er ledende oversygeplejerske i Psykiatrien Syd, ser med stor alvor på de påbud, afdelingen har modtaget. Ledelsen er opmærksom på tidligere kritikpunkter fra styrelsen, som Hesselberg til TV2 Øst siger, at de har reageret på med det samme.
- Vi iværksatte med det samme en række initiativer. Vi har haft en periode på nu fire måneder, hvor vi har arbejdet på at forbedre patientsikkerheden på afsnittet. Vi er ikke i mål endnu, men vi er i gang, siger Mia Hesselberg.
Hesselberg var overrasket over Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering af beboernes patientsikkerhed. Selv vurderer hun, at der ikke er nogen fare for det på afdelingen nu. Ledelsen anerkender, at de sidder med ansvaret, men Mia Hesselberg påpeger også, at der er udefrakommende udfordringer.
- Vi har været udfordret på at kunne rekruttere de rette kompetencer. Det er ingen hemmelighed, at vi ligger i et udfordret område for at kunne rekruttere speciallæger og sygeplejersker, siger Mia Hesselberg til TV2 Øst.
Afdeling S4 er delt i to afsnit, men grundet personalemangel har det ene været lukket siden sommer.
Hvis de nye påbud er efterlevet ved et kommende tilsyn vil påbuddene blive ophævet. Hvis de ikke er blevet efterlevet, vil stedet kunne straffes med bøde.
Styrelsen gav Afsnit S4 ved De Særlige Pladser i Psykiatrien i Vordingborg, Region Sjælland, påbud om at rette op på en række områder og sikre:
- tilstrækkelige lægefaglige vurderinger med sygehistorier og misbrugsanamnese samt tilstrækkelig medicingennemgang og udarbejdelse af fyldestgørende behandlingsplaner.
- behandling med antipsykotiske og afhængighedsskabende lægemidler varetages forsvarligt.
- systematiske sygeplejefagelige vurderinger og opfølgninger på aktuelle og nye patienter.
- tilstrækkelig journalføring.
- tilstrækkelig kompetence-, ansvars- og opgavefordeling på afsnittet og en tilstrækkelig oplæring og instruktion af medarbejdere.
Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed
mh
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.