Projektvindere udpeget for helhedsplan i Esbjerg
Visualisering af Esbjerg Banegaard fra vinderprojektet for helhedsplanen.
Foto: Esbjerg Kommune

Projektvindere udpeget for helhedsplan i Esbjerg

Ny helhedsplan for banegårdsområdet og Museumspladsen i Esbjerg skal udvikle områderne, så de bliver attraktive for beboere, brugere, besøgende og erhvervslivet i byen.

ESBJERG: Et vinderteam bestående af totalrådgiver Tegnestuen Vandkunsten med underrådgiverne STED, Via Trafik rådgivning, Spanggaard & Virenfeldt, RED Cushmann & Wakefield skal projektere helhedsplanen for det centrale Esbjerg, skriver kommunen.

Planen skal fremtidssikre banegårdsområdet i Jernbanegade, en del af Norgesgade og Museumspladsen, og tre teams havde udarbejdet forslag til helhedsplaner.

Samlet er områderne centrale og vigtige steder med meget stor betydning for hele byen og dele af regionen. Målet er at udvikle områderne, så de bliver attraktive for beboere, brugere, besøgende og erhvervslivet i byen. Det vil blandt andet betyde, at stationsområdet opgraderes og fornyes.

- Vinderprojektet er veldisponeret og meget præcis i sine byplanmæssige dispositioner. Projektet er et godt udgangspunkt, som vi kan arbejde videre med i en proces, hvor der også skal tages politisk stilling til de muligheder, planen peger på. Det kan være, at det bliver relevant at tilføre elementer fx flere p-pladser, hvis ambitionerne og midlerne er til det, siger borgmester og formand for dommerkomitéen Jesper Frost Rasmussen (V).

Afsæt i Esbjergs egenart
Vinderprojektet tager afsæt i en analyse af Esbjergs bystruktur og egenart. Grid-strukturen beskrives som en god ramme, men også som en bystruktur, der skal tilføres særlige steder.

Hovedgrebet rummer en række overordnede byplanmæssige tiltag: Design af tre byrum, udpegning af identitetsskabende akser, bymæssig fortætning, tilføjelse af nye funktioner, grønnere gadeprofiler, parkeringsløsning og godt flow for bløde og hårde trafikanter.

Vinderforslagets helhedsplan omfatter banegårdsbygningerne, Esbjerg Banegård, Banegårdspladsen, Norgesgade, Museumspladsen og arealet syd for Shoppingcenter Broen.

Parallelkonkurrencen er udskrevet i et partnerskab mellem Esbjerg Kommune og DSB Ejendomme.

- Gennem konkurrencen har DSB fået nye ideer og inspiration til den fremtidige anvendelse af DSB's ejendomme i området. DSB har også fået gode svar på, hvordan trafikterminalen med togtrafik kan blive mere attraktiv for brugerne, f.eks. med bedre ankomst- og parkeringsforhold, siger chef for Bygherre & Entreprise Niels A. Dam, DSB Ejendomme.

Gennemførelsen af helhedsplanen vil ske i mindre og større etaper over en længere årrække. Der er taget højde for etapedeling i helhedsplanen. Tempoet for gennemførelsen vil i høj grad afhænge af parternes økonomiske muligheder.

MG

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev