Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Planloven en tvivlsom hjælp mod rockerborge

I tre sydjyske kommuner gør man sig forskellige erfaringer med, hvilke redskaber, der kan bruges, når rockere rykker inden for kommunegrænsen
27. OKT 2011 7.00

Af Knud Abildtrup, [email protected]

Visitationszoner, registersamkøring på de sociale ydelser og forebyggende arbejde blandt unge er bare nogle af virkemidlerne, der tages i brug i kommuner med rockergrupper som en del af befolkningen.

Men hvad med planloven? Planloven er ikke kendt som det allerbedste instrument til at forhindre en rockerklub i at etablere sig. Men for tiden gør man sig erfaringer med rækkevidden af reglerne rundt om i landet, og dknyt har forhørt sig hos politikere med problemerne inde på livet - i Esbjerg, Kolding og Aabenraa.

- Vi har inden for nyere tid fået to fuldgyldige chapters, henholdsvis Bandidos og HA i Esbjerg. De ligger henholdsvis i midtbyen og et villakvarter, og det er vi jo trætte af, siger viceborgmester Jakob Lose (V).

- Planloven er ikke indrettet til at inddrage rettigheder, men at beskytte folks rettigheder. Så det er ikke det optimale redskab til at bekæmpe rockere. Vi arbejder med at se på de rockere, der holder til i villakvarteret - og det er rent faktisk industri, den ejendom, de bor i - og vi er ved at undersøge, om man egentligt har ret til at føre rockervirksomhed sådan et sted, men altså - det er jo ikke et vanvittigt slagkraftigt instrument det her.

Jakob Lose erkender, at Grundloven giver folk ret til at forsamles - med mindre man driver statsfjendtlig virksomhed.

Men I så gerne, at de ikke har noget samlingssted?

- Ja, lige præcis. Vi vil gerne have dem ud.

Indvandrede rockere fra Tyskland
I Aabenraa er tyske rockere flyttet ind i et centerområde i Padborg, hvor kommunen ikke mener, lokalplanen gør det muligt at have klubhus-aktiviteter.

- Vi har sendt til ejeren af bygningen - det er så ikke direkte rockerne - et varsel og et påbud i en lokalplansag, siger formand for Plan- og Trafikudvalget, Jan Riber Jakobsen (K), der nødigt ser en rockerborg i det område.

- De tyske delstater har jo mulighed for at forbyde dem, men det kan vi jo ikke i Danmark på grund af Grundloven. Så man er simpelthen nødt til at hjælpe kommunerne med et eller andet redskab der.

- Vi skal nok løse det planmæssigt, men selve problemet, at rockerne flytter over grænsen, det skal løses. Og særligt når der kommer flere grupper til, der ser vi jo kampe, og det kan vi simpelthen ikke magte i kommunerne.

- Men hvis det er klubber, som alle ikke kan blive medlem af, det burde kunne forbydes, og det burde kunne stå i planloven. Man må kunne definere foreninger og gruppeaktiviteter til at være åbne. Altså rockergrupper er jo ikke åbne foreninger.

Import fra Polen
Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) vil i sit tilfælde ikke kalde rockernes nye tilholdssted en decideret rockerborg - for der ses ingen store skilte og ikke megen synlig aktivitet omkring.

- Fra dag et har har politiet dækket den op, og måske er det netop årsagen til, at vi oplever knap så meget aktivitet, men vi ønsker dem jo ikke og har ingen sanktionsmuligheder for at undgå dem, for de har etableret sig under et påskud af at drive import fra Polen. Og så længe de gør det, så skal vi bevise, at de ikke driver virksomhed, og det er jo en temmelig svær øvelse.

- Man kunne sige, de ikke drev konkret virksomhed ved at se på, at de ikke har nogen indtægt - for det må man formode at de ikke har - men man risikerer at ramme andre virksomheder, der har et underskud af den ene eller den anden årsag, der så ville ryge ind under den lovgivning.

- Den store udfordring er at de holder deres fester. Men ønsker man at lave begrænsninger på det, gør man det svært for virksomheder at holde julefrokoster eller firmafester på sin adresse - det ønsker vi jo heller ikke.

Så det er faktisk ret svært at finde på noget. Så jeg er fuldstændigt blank, hvad det er vi kan gøre udover samarbejdet med politiet. Jeg kan ikke se, at planlov eller andre muligheder ville kunne bruges, uden at det rammer uskyldige.


Research: Camilla Boyhus Madsen og Sidsel Vinther Breau