
AARHUS: Arbejdet med at kortlægge Aarhus' vandboringer og sårbare områder, hvor der indvindes grundvand, er intensiveret og nye metoder er taget i brug. Samtidig er der også fokus på, om der findes tilstrækkelige mængder rent vand til byens borgere i forhold til byens ambitiøse vækstplaner.
- Tiltagene er mange og er rettet mod både vandkvaliteten og -mængden. Vi ønsker en systematisk kortlægning af områderne omkring boringerne for at kunne målrette den indsats, som giver mere effektiv beskyttelse af grundvandet, siger rådmanden for Teknik og Miljø, Laura Hay (V).
Det indebærer, at der iværksættes foranstaltninger i områder omkring boringerne. Initiativer der i øvrigt ligger i fin forlængelse af regeringens initiativ om at udvide beskyttelsesområdet ved vandboringer.
- Vi er meget opmærksomme på fundet af pesticider i hver tredie boring i Aarhus Kommune. Gennemsnitligt findes der på landsplan pesticidrester i hver fjerde boring, og selvom grænseværdierne for pesticider i vandet ikke er overskredet - og der derfor ikke er nogen helbredsmæssig risiko ved at drikke vandet - så er det selvfølgelig et signal, som vi skal forholde os til, siger chef i Natur og Miljø, Claus Nickelsen.
Afdelingen skærpet indsatsen på grundvandsområdet, bl.a. ved at tilføre flere ressourcer til myndighedsopgaverne.
Skærpet fokus
Den systematiske kortlægning af vandboringer skal sikre, at en beskyttelsesindsats i fremtiden bliver målrettet de konkrete forhold i og omkring den specifikke boring. Sideløbende med det skærpede fokus på de enkelte boringer, udarbejder Aarhus Kommune indsatsplaner for større, sårbare områder i kommunen, så det også bliver muligt, at hindre, at der nedsiver pesticider og nitrater til grundvandsmagasinerne på særligt sårbare arealer.
Alle initiativerne skal - sammen med den overordnede planlægning af den fremtidige byvækst, skovrejsningsprojekter og nationale indsatsplaner på vandmiljøområdet - fremme Aarhus Kommunes målsætninger om vækst og udvikling og samtidig værne om de naturlige ressourcer vi har.
Aarhus Kommunes Teknisk Udvalg har fået en indføring i flere af grundvandsinitiativerne, og byrådet formodes i nær fremtid at vedtage en række indstillinger, som fremmer Teknik og Miljøs arbejde for at sikre, at vi også i fremtiden har tilstrækkeligt rent drikkevand.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.