Partiformand Pernille Vermund fra Nye Borgerlige kritiserer nu sin partifælle Mette Thiesen for udtalelser om anonyme donationer til formanden. Det sker fredag i et interview med B.T.
Mette Thiesen giver i en historie fra Frihedsbrevet udtryk for, at Vermund modtager donationer på mere end 22.200 kroner, selv om det er imod reglerne. Men det passer ikke, siger Vermund.
- Hun taler om noget, hun ikke ved noget om, og taler decideret usandt, siger Pernille Vermund om Mette Thiesen.
Vermund afviser, at have modtaget donationer af den størrelse og tilføjer, at hun er "vred" over Mette Thiesens udtalelse.
Et andet kontonummer
Ifølge danske regler er det ikke lovligt for partier og politikere at modtage anonyme donationer, som overstiger 22.200 kroner.
- Hvis du vil overføre 50.000, så skal du bare overføre det til en anden konto, hvis du gerne vil være anonym, siger Mette Thiesen i optagelsen.
- Det har vi også oplevet med Pernille. Der er nogle, der vil give større beløb, men fortsat være anonyme. Så får du et andet kontonummer at overføre til, siger Mette Thiesen i Frihedsbrevets optagelse med hende.
Pernille Vermund siger, at hun har sat partiets revisor i gang med at undersøge, om partiet har overholdt reglerne.
Undsiger sig selv
Nye Borgerliges Mette Thiesen svarer i radioprogrammet "Det Blå Hjørne" på Radio 4, at hun ikke har forstand på det.
– Det, man hører, er, at jeg udtaler mig om noget, jeg ikke har en kæft forstand på. Og det skal man jo generelt lade være med.
Mette Thiesen bliver herefter spurgt ind til, at hun i Frihedsbrevets historie virker til at have et vist kendskab til reglerne.
– Jeg har ikke noget indblik i Pernilles konto, og det har jeg aldrig haft. Men jeg har da en klar formodning om, at folk har lyst til at donere større beløb til Pernille end til mig. Men altså, jeg tror bare, at man må sige, at jeg udtaler mig om noget, som jeg burde have givet videre, lyder det.
Flere partier snor sig
Frihedsbrevet har foretaget en lang række skjulte optagelser med politikere, kampagnefolk, kasserere og lokalformænd i partierne.
Ifølge Folketidende , der også citerer Frihedsbrevet, vejledes der hos De Konservative hvordan man omgår reglen om oplysningspligt ved at benytte sig af en "Britt Bager-finte". Donationen deles op, så den gives fra samme person, men via forskellige CVR-numre.
Hos SF, Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er man klar til at bruge en metode, hvor donationerne deles op i mindre bidder og indbetales til forskellige konti i partierne.
Socialdemokratiets fødevareminister, Rasmus Prehns, bagland beretter åbent om en metode, hvor man med en lokalformands egne ord "omgås" reglerne, mens Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen foreslår at dele donationen op i to dele, som lige præcis flugter med beløbsgrænsen på de 22.200 kroner.
- Det her er én lang rådgivning i, hvordan man omgår reglerne. Den rådgivning kan man kun give, fordi reglerne er fyldt med en masse huller, hvor det er muligt at give penge i det skjulte til partier, siger Forskningslektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch til Frihedsbrevet.
Mediet har også ringet til alle partiernes hovedkontorer for at tilbyde en anonym donation på 50.000 kroner til selve partiet. Stort set alle partier afviser dog.
/ritzau/cwa
Redigeret med tilføjelse i underrubrik og flere partier. Sidste afsnit "Flere partier snor sig" tilføjet fredag 13.10
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.