
RANDERS: Pernille Blach Hansen bliver ny bæredygtighedsdirektør for Grundfos-koncernen.
Pernille Blach Hansen har siden 2006 været direktør for miljø og teknik i Randers Kommune. Før det var hun en markant profil i politik, hvor hun var medlem af Folketinget for Socialdemokraterne i perioden 1998-2006. Her var hun bl.a. partiets politiske ordfører, uddannelsesordfører og miljøordfører. Hun er uddannet cand.scient.pol fra Århus Universitet.
Grundfos' koncernchef Carsten Bjerg siger om ansættelsen:
- Med valget af Pernille Blach Hansen ønsker vi at styrke vores bæredygtighedsindsats i alle led af virksomheden og samtidig indtage en mere aktiv og offensiv rolle i den offentlige debat om klima, miljø og energi.
Pernille Blach Hansen udtaler: - Jeg glæder mig meget til mine nye opgaver hos Grundfos. Det er en virksomhed, der mener det alvorligt på klima- og miljøsiden. Det er afgørende, at virksomheder involverer sig og aktivt deltager i samfundsudviklingen. Grundfos er stærkt engageret i hele klimadebatten og formår at udvikle svar og løsninger, der kan medvirke til, at vi ikke driver rovdrift på klodens ressourcer.
Grundfos' forretningsstrategi de næste mange år indbefatter øget fokus på klimavenlighed og bæredygtighed. Verdens største pumpekoncern ønsker at udvikle, producere og sælge energibesparende og miljøvenlig teknologi på verdensmarkederne. Denne satsning styrkes nu yderligere med ansættelsen af Pernille Blach Hansen i en nyoprettet stilling som bæredygtighedsdirektør, Director of Sustainability and CSR (Corporate Social Responsibility). Hun tiltræder jobbet den 1. november 2010.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.