Efter Marienborg:
Partnerskabet, der blev væk, men kan findes i nye former

Af Klaus Majgaard, formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Forløbet viser, at partnerskab er en ny og uvant arbejdsform, som vi har brug for at øve os på. Men selv efter sammenbruddet tegner der sig muligheder for, at folkeskolens parter kan samarbejde om at lægge langsigtede spor for folkeskolens udvikling. Nu handler det om at bruge disse muligheder.

På Marienborg den 29. januar 2010 indbød statsministeren folkeskolens interessenter til et reelt partnerskab om folkeskolens udvikling.

Den 29. september var parterne igen samlet på Marienborg. Her stod det klart, at forsøget på at danne et nationalt partnerskab foreløbig var brudt sammen.

Hvorfor er partnerskab en god idé?
Udviklingen af folkeskolen har i mange år været kendetegnet af en utilstrækkelig dialog. En stor kløft har dannet sig mellem frontmedarbejderne og den overordnede nationale regulering. På den ene side har de nationale politikere følt sig nødsaget til at gennemtrumfe en omfattende detailregulering for at sikre, at deres politiske intentioner blev ført ud i livet. På den anden side har de medarbejdere, som har skullet efterleve reguleringen, oplevet den som præget af mistillid og manglende forståelse for, hvad der egentlig betyder noget i folkeskolens dagligdag.

Med et nationalt partnerskab var der lagt op til, at stat, kommuner og professionerne på området kunne aftale langsigtede mål for skolens udvikling og udvikle en samarbejdsform præget af respekt for hinanden og for viden og evidens. Partnerskabet har kunnet give retning og arbejdsro - og det trænger folkeskolen til.

Hvordan er forløbet med partnerskabet gået?
Egentlig tegnede udsigterne til et partnerskab lyst. Rejseholdet formulerede 10 anbefalinger, som har fået en vidtstrakt opbakning hos parterne. Uenighederne samler sig om enkelte spørgsmål - såsom om resultaterne af de nationale test skal offentliggøres.

Hvorfor brød partnerskabet så sammen?
Den saglige kerne i uenighederne er til at overse. I ministerens begrundelse for at afbryde dialogen indgik, at Danmarks Lærerforening havde taget forbehold over for formuleringer, som udtrykte regeringens ambitionsniveau: At folkeskolen skulle være blandt de fem bedste i verden, og at trinmålene skulle fremrykkes med ét år. Hertil kom uenigheden om, hvordan skolen skal stå til regnskab for sine resultater (offentliggørelse af nationale test). Fra Danmarks Lærerforening er indvendt, at den slet ikke har nået at drøfte disse spørgsmål med ministeren på en ordentlig måde.

Det er BKF's vurdering, at forløbet viser, at partnerskab er en ny og relativt uprøvet arbejdsform. Alle syntes godt om ordet. Men få havde gennemtænkt, hvad et partnerskab betød. Forløbet blev i det store og hele gennemført som et traditionelt forhandlingsforløb med bilaterale sonderinger. Partnerskaber bliver imidlertid til ved, at parterne bruger god tid sammen, udvikler fælles erkendelser og indbyrdes tillid. Det handler ikke kun om at forhandle og overtale hinanden, men om at skabe et reelt fælles grundlag. Og det koster - tid.

Når processen ikke har et stærkt fundament, bliver den sårbar. Sårbar over for, at mindre uenigheder stjæler billedet. Og sårbar over for, at de taktiske spekulationer og spil træder i forgrunden og sagen i baggrunden.

Faktum er, at processen gik i stå - på trods af, at der sagligt set var stor enighed.

Hvad sker der nu?
Regeringen har formuleret syv mål for udvikling af folkeskolen. På grundlag af disse vil den nu udvikle sit eget skolepolitiske udspil. Udspillet præsenteres til november.

Hvad vil BKF?
BKF kan overordnet godt tilslutte sig de syv mål regeringen har opstillet.

BKF foreslår, at regeringen fastholder den røde tråd i Rejseholdets anbefalinger, som der er vidtstrakt enighed om.

I arbejde med de konkrete indsatser anbefaler BKF, at man anlægger to spor:

1. Med hensyn til en del af målene findes der allerede en solid viden om, hvad der virker. F.eks. er der en stor viden om, hvordan vi styrker indsatsen for bedre læsefærdigheder hos børnene. Her er der grundlag for at iværksætte mere stringente nationale indsatser.

2. På andre områder er vores kendskab til egnede midler mere usikker. Hvordan skaber vi en ny overbygningsskole, der styrker elevernes motivation og kompetencer til at videreuddanne sig? Hvordan får vi inklusionsindsatsen sat op i et nyt og højere gear? Her er mange erfaringer og forslag. Men der er brug for at udvikle og afprøve nye arbejdsmodeller. På disse områder anbefaler BKF, at der dannes udviklingsfællesskaber i et samarbejde mellem de relevante parter.

Når et stort nationalt PARTNERSKAB ikke kunne blive til noget i denne omgang, vil det formentlig være muligt at danne en række mindre partnerskaber om mere specifikke temaer.

Nu gælder det om at fastholde det positive fokus på en fælles udvikling af folkeskolen, som har kendetegnet forårets diskussioner. Det har folkeskolen brug for.