dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Partier mister troen på oliefinansiering af togfond

De faldende oliepriser påvirker enigheden blandt partierne bag togfonden, der skal give danskerne hurtigere tog mellem de største byer
22. JUL 2015 7.57

De faldende oliepriser slår nu sprækker i enigheden blandt partierne bag togfonden, der skal give danskerne hurtigere tog mellem de største byer. Det skriver Børsen. Aftalen om togfonden blev indgået sidste år i januar mellem den daværende S-R-SF-regering med støtte fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Aftalen er skruet sammen på den måde, at saltvandsindsprøjtningen til jernbanenettet til 28,5 milliarder kroner skal finansieres gennem øget beskatning af indtægterne fra Nordsøen, men olieprisen er nu omkring det halve af, hvad man forudsagde, da man indgik aftalen.

Og nu siger både Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti til Børsen, at finansieringen bag togfonden ikke hænger sammen, som det ser ud nu.

Pyt
Og der er ikke enighed om, hvad der så skal ske.

- Med den oliepris, der er lige nu (under 60 dollar, red.), så hænger det ikke sammen. Men pyt med det, så må vi bare finde pengene et andet sted, siger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested til Børsen.

Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, deler synspunktet om, at finansieringen lige nu ikke hænger sammen. Men Dansk Folkeparti vil ifølge Børsen hellere file af togfondens mange projekter frem for at finde pengene andre steder end på olien.

Regeringspartiet Venstre, som ikke er med i togforliget, har bebudet, at fonden skal have et serviceeftersyn, fordi forudsætningerne for togfonden har ændret sig', som transportminister Hans Christian Schmidt (V) har udtrykt det.

Her er, hvad aftalen om togfonden fra januar 2014 indeholder:

* Togfondens projekter kræver i alt 28,5 mia. kr., som regeringen samt EL og DF har fundet ved at ændre på beskatningen af de selskaber, som trækker olie op af Nordsøen.

* En af de store mål med fonden er at sørge for, at der kun er en times transport mellem landets største byer.

* Togfonden skal i første omgang finansieres af indtægter fra beskatning af olien i Nordsøen. I aftalen om togfonden er det forudsat, at prisen for en tønde olie i 2015 vil være 121 dollar tønden. Den aktuelle pris er imidlertid under 60 dollar.

* 23,3 milliarder afsættes til en række indledende projekter.

* Det inkluderer blandt andet en bro over Vejle Fjord (4,2 mia.), en bane over Vestfyn (4,8 mia.), en bane til Billund (700 mio.) samt elektrificering af de fleste togstrækninger (8,7 mia.).

* 5,2 milliarder reserveres som en buffer, som DF har krævet som sikkerhed, hvis ikke finansieringen holder.

* Bufferen er øremærket strækningen mellem Aarhus-Hovedgård (3,3 mia.) samt strækningen mellem Aarhus, Galten og Silkeborg. Parterne tager dog først endelig stilling til, hvordan de 5,2 milliarder skal bruges, i 2024.

 

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/partier-mister-troen-paa-oliefinansiering-af-togfond

GDPR