
AnkeHJØRRING: En sag, der er overgivet til politiet, er undtaget fra retten til aktindsigt, fremgår det af offentlighedsloven, men det er ikke en universel undtagelse, har Ankestyrelsen afgjort i en sag fra Hjørring Kommune. Papirer, der ikke er sendt med til politiet, kan ikke bare ryge med i et afslag på aktindsigt.
En journalist havde anmodet om aktindsigt i samtlige sager mod ansatte eller politikere, som fra 2016 og frem havde ført til politianmeldelse eller overvejelser om samme. Kommunen svarede, at sagerne var overgivet til politiet og afslog derfor aktindsigt.
Da journalisten klagede over afgørelsen, stillede Ankestyrelsen af egen drift det opklarende spørgsmål til Hjørring Kommune, "om alle de undtagne dokumenter er sendt til politiet og således indgår i en sag inden for strafferetsplejen". Det viste sig, at politiet ikke havde fået oversendt alle de papirer, som kommunen havde afslået at give aktindsigt i, men her fanger bordet, for når papirerne ikke er sendt til politiet, er det fordi, de er "skønnet uden betydning for straffesagen", hedder det i den juridiske litteratur.
Ergo indgår papirerne ikke i "en sag inden for strafferetsplejen", som er betingelsen for at undtage dem fra aktindsigt, og kommunens afslag med henvisning til den bestemmelse var derfor ikke berettiget, afgør Ankestyrelsen og pålægger Hjørring Kommune at genbehandle afslaget. Ankestyrelsen tager udtrykkeligt ikke stilling til, om et afslag på aktindsigt eventuelt kan begrundes med andre bestemmelser.
Se Ankestyrelsens tilsynsudtalelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.