Pårørende mangler generelt kendskab til mulighederne for aflastning og hjælpemidler. Og ingen fagpersoner følger familiernes trivsel.
Derfor foreslår foreningen HjerneSagen nu socialminister Benedikte Kiær (K), at det gøres lovpligtigt at tilknytte en forløbskoordinator, når den hjerneskadede overgår til kommunal rehabilitering. Og at familierne til den hjerneskaderamte en gang om året får besøg af en fagperson, der undersøger familiens trivsel, brug af hjælpemidler og behov for aflastning.
- De kender ikke til de muligheder, de har. Og når de bliver bekendt med dem, skal de slås med kommunen om at få det bevilget. For den raske pårørende bliver set som en erstatning for hjælp. Men man forbliver ikke rask, hvis man står alene om alt, siger direktør i HjerneSagen Lise Beha Erichsen til Kristeligt Dagblad.
Hvert år rammes 12.500 danskere af en blodprop eller en blødning i hjernen. Og lige nu lever omkring 50.000 danskere med følgerne af en hjerneskade.
Ifølge Socialministeriet er der på den nuværende finanslov afsat 150 mio. kr. til at styrke den kommunale indsats over for hjerneskaderamte. Men ministeren er villig til at gå videre ind i sagen.
- Alle kommuner er forpligtet til at yde en hurtig indsats i genoptræning af mennesker, der er ramt af en hjerneskade. Det ansvar og den forpligtelse skal kommunerne naturligvis holdes fast på. Jeg vil nu tage en drøftelse med HjerneSagen om problemets omfang, siger Benedikte Kiær (K) til Kristeligt Dagblad.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.