Oppositionen er udslettet, og den ved det
Den ene tabte 20 mandater, den anden mistede to, så nu mundhugges deres partier om, hvem af dem der faciliterede nederlaget.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Oppositionen er udslettet, og den ved det

En konservativ eftertanke bør også gælde partiorganisationen, der svigtede partiformanden fatalt ved ikke at klæde ham på til at håndtere vilkårene som erklæret statsministerkandidat.
3. NOV 2022 6.20

Mette Frederiksen vandt dobbelt ved tirsdagens folketingsvalg. Hun sikrede sit parti en pæn mandatfremgang, og hun sikrede sig selv at fortsætte på statsministerposten. Hun får sin plads i partihistorien og vil blive husket for det gode.

Ydermere har hun båret sejren med ynde eller i hvert fald med værdighed. Ingen hoveren eller noget, selv om der må have været mange stikpiller i tidens løb hun kunne have lyst til at give igen på. Men det er ikke nødvendigt.

Oppositionen er udslettet, og den ved det.

Blame Game er det mest taberagtige der findes, og Venstres fratrædende chefindpisker Claus Hjort Frederiksen gik i gang med det allerede på valgnatten, da han entydigt udpegede De Konservative som ansvarlig for den blå blamage. Friskt af en repræsentant for et parti, der har mistet 20 mandater. Men det var De Konservatives to, der gjorde forskellen, må man forstå.

Også friskt af ham at konkludere, at hans taktik var den rette, og Søren Pape Poulsens forkert. Det er næsten for nemt for den ellers hårdt kvæstede K-formand at glide af på, men mon der alligevel ikke melder sig en eftertanke i det konservative bagland, når efterdønningerne har lagt sig. I givet fald bør baglandet også lade eftertanken gælde partiorganisationen, der svigtede partiformanden fatalt ved ikke at klæde ham på til at håndtere vilkårene som erklæret statsministerkandidat.

På den borgerlige vinderside er der heller ikke meget at være i humør over. Liberal Alliance har fået et kanonvalg, men et resultat der næppe kan bruges til meget. Hvordan presse de blå til at være mere blå, når der er rødt flertal?

Danmarksdemokraterne fik et fint valg af et debutantparti at være, men helt debutant var det selvfølgelig ikke med grundbasen af eks-DF folketingsmedlemmer. Og så er 14 mandater to færre end de 16, som Moderaterne fik. Moderaterne, hvis formand Lars Løkke Rasmussen ikke har nogen stor stjerne hos Inger Støjberg.

For Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne udestår indtil videre, om det fine resultat kan omsættes i praktisk indflydelse. Hvis ikke, bliver det næppe særlig sjovt at sidde med en folketingsgruppe bestående med få undtagelser af politisk fuldstændig ubefarne.

I to andre vinderpartier er glæden heller ikke helt overstrømmende. Nye Borgerlige fik to, men havde sat næsen op efter mere, og så er selv en 50 pct.’s fremgang en behersket sejr, især på bagtæppet af et rødt flertal. SF gik et enkelt mandat frem og havde også en overgang udsigt til flere, men egentlig skuffelse er der ikke tale om.

Dansk Folkeparti slap trods nedbarberingen nådigt. Nu er der et pusterum, hvor den nye generation har fodfæste til en genopbygning af partiet. “We’re still standing”, sagde Morten Messerschmidt på valgnatten. Men allerede om to uger begynder genopførelsen af Meld/Feld-retssagen mod ham, så “it ain’t over yet”, kunne man passende tilføje.

For De Radikale har valgresultatet allerede kostet en leder. Sofie Carsten Nielsen begik politisk harakiri på sit partis vegne, da hun trak splitten til det tidsindstillede mistillidsvotum, som udløste valgudskrivelsen. Harakiri er som bekendt en japansk samurai-skik, hvorefter man i håbløse situationer opretholder sin ære ved at begå selvmord. Den almindeligt kendte del af det består i, at man selv skærer legemspulsåren over ved at stikke et kort sværd i maven og trække det på tværs, mindre kendt er det, at en hjælper efterfølgende gør en ende på lidelsen ved at hugge ens hoved af.

Lidt makabert, beklager, men på den anden side ganske beskrivende for den radikale situation.