Om vovemod og idealer i sprogets verden

EFTERÅRSFERIELÆSNING

Af Paul Hegedahl

Hanne Marie Svendsen:
'Rudimenter af R';
Gyldendal, København 2009.
263 s., hft.
Kr. 299,00 inkl. moms -
men for øjeblikket tilbud: kr. 219,00 inkl. moms + fragt kr. 29,95 fra gb.dk
ISBN 978-87-02-07976-0.
Forfatteren fik støtte fra Kunstrådets Litteraturudvalg til
at følge Rasmus Rasks rejserute mod Tbilisi i Georgien.

På dknyt.dk har vi bragt en del anmeldelser af bøger om sprog. Her er en roman om et af de mennesker, der har haft størst indflydelse på dansk sprog og sprogforskning, Rasmus Rask. Og romanen i sig selv er fremragende brug af sproget, så man på en gang læser i et stræk og intenst.

København 1832. R ligger i sin himmelseng og ved, at han skal dø. 'Nu åbner han øjnene. De er det eneste unge i ansigtet, store blå. Blikket er undrende, lidt forbløffet. Hvorfor er han her i denne himmelseng? - - - Jeppe i baronens seng. Professoren i baronens seng. Hvem skulle have troet efter alle de år, at han fik sit professorat og endte i en himmelseng. - - - Himmelseng, hvad betyder det ord? Han ligger og ser op i sengehimlen, de tunge borter af rødt fløjl falder ned mod ham. Hans himmel, den eneste han får at se. Den er så trang. Hvor ligger Paradis? Ikke her, langt borte i uendeligheden, ingen steder. Døden er kun den lange nat efter den urolige dag, vi kalder livet. En sætning, der skvulper ind til ham, han må have læst den et sted. - - - Så mange andre sovesteder, hårde, snavsede, farefulde. På rejserne i kalmykkernes filttelter, hvor tudser, øgler, orme krøb hen over ham. På åben mark med den store stjernehimmel ovenover.'

R tænker tilbage på sit liv, på sin barndom i en landsby på Fyn, på skoletiden i Odense og studieårene i København, på sin indsats som sprogforsker, på de skuffelser og nederlag, hans kantede sind har givet ham, på modstandere og hjælpere, tungsind og skaberrus, på sit vanskelige forhold til kvinder, på sine mange rejser, der har ført ham vidt omkring i verden på jagt efter nye sammenhænge og hemmeligheder i sprogenes verden.

Han tænker på sit forhold til sin far og mor, søskende og halvsøskende og stedmoder. Det vanskelige forhold til faderen: 'Han så ikke til min side, ville kun give sig af med de to andre, de store, stærke og kloge, de var hans rigtige børn, mente han. - - - Pludselig lå de på bordet, to lig med hinanden i hånden i søndagstøj med lukkede øjne og ansigter af voks. Hvis bror går til Paradis, vil jeg med, sagde min søster. Så døde hun også. Det bedste forgår, og kun det usle består, sagde far. Han sagde det ved begravelsen.'

Hans halvbror, Hans Kristian, som han har taget sig af i alle årene, er ved hans side, ved dødslejet. Der kommer også lægerne, som Hans Kristian tilkalder. Lægerne som R frygter og sender væk.

Hans mor elskede ham, tænker han på. Han kan se hende for sig. Hans fars slægt var den bedste, mener han, men hans mor var det bedste menneske. Hun fik ham til at læse bøger, så han kom i latinskolen. Allerede her var det sproget, der optog ham. Han lærte sig det gamle islandske sprog.

Men ved hans seng sidder også fortællersken, dødsenglen, vågekonen, som trænger sig ind på ham for at høre en anden historie om sprogrejserne, en historie om vovemod og idealer, om kærlighed uden forpligtelser. Hele tiden veksler beretningen mellem hans tanker og hendes forsøg på at få ham til at beskæftige sig med rudimenterne. De dele af hans liv, der ikke havde noget med sproget at gøre. De svagt udviklede kundskaber og færdigheder. De, der bl.a. har med kærlighed og kvinder at gøre.

Han tænker også på sine sejre og sine nederlag. På alle intrigerne mod ham og på de lykkelige stunder. Økonomiske støtte til sine rejser og studier fik han, men måtte aflægge detaljeret regnskab og kæmpe for hver en krone. Mareridt havde han om gældsfængsel. Hans egne bøger, købt for egne penge, en betydelig samling af sjældne indiske håndskrifter, henhørende til den buddhistiske religion og historie, afgiver han til Det Kongelige Bibliotek.

For mange var han 'Bondedrengen, ham de viste frem som et fremmedartet væsen, forlenet med en særlig begavelse, som man dog ikke kunne tage alvorligt, fordi den ikke var kapslet ind i deres sædvaner og omgangsformer. - - - Senere behandlede de mig med en slags varsom ærefrygt, ikke på grund af værket, men på grund af den udenlandske berømmelse. Sådan er mennesker. - - - Han har altid været ligefrem, sagt sin mening uden falbelader. Bondeknold, kaldte de ham, rå og usleben. Hvad ondt er der i at sige sin men, man skal ikke hykle. - - - Man må sige sandheden, holde fast ved sandheden, kan de ikke forstå det. Sapere aude. Vov at vide. Hvis du er dristig, vil du overvinde alt.'

Der var også misundelse på grund af den åbenlyse respekt fra udlandet - og tilbuddene om stillinger i andre lande. Igen talte de om bondens søn, der skulle huske, at han aldrig var kommet frem i verden uden fædrelandets støtte. 'Hvad med min egen begavelse, glemte de den?'

'Hvor kan De dog foreslå et skriftsprog, der ikke følge de gode gamle regler, hr. R. Vi taler dog ikke så grimt som det sprog, De vil have os til at skrive. Jo, de gør, de ved det blot ikke, der er et svælg mellem den måde, de taler på, og den måde, de sætter det ned i skriften. Abstraktionen i skriften modarbejder erfaringen. Jeg vil bygge bro over svælget, og de hader mig for det. Hvor er brevet nu, det fra den gamle mand fra min hjemegn? Han forstod det hele og gav mig ret. Bollen over a'et, måden at skrive talelydene på. Det kommer langsomt det nye skriftsprog, jeg oplever det måske ikke.'

Det er hårde tider, han har levet i. Både hjemme og ude på sine rejser. Han har selv på sine rejser opsøgt fængslerne, bedt om at måtte bese dem. Hans tanker kredser en del om skarpretteren, der satte en ære i, at kunne skille hovedet fra kroppen i et hug. Og 'Overalt agenter, der lurer og slår ned som høge, hvis noget ureglementeret finder sted. Er attesterne i orden, skudsmålsbøger, vandelsattester, udtalelser fra herredsfoged, amtsmandspas, politipas. Husk at melde dig hver måned på politikontoret. Det samme alle vegne, også i udlandet. Øvrighed stirrer på dig med kolde øjne. Det passer ikke i dag, kom tilbage en anden dag. Altid en anden dag, altid vente. Små embedsmænd, der sjakrer med dit liv. Han løb fra den ene til den anden på rejsen. Hans livsrejse, løbende fra sted til sted for at få stempler og papirer.'

Drømmen
I bogen fortælles om R's rejse til Tiflis. Om hvordan hans rejsefører Amiran slår bogen ud af hånden på ham og siger: 'Væk med den, hvad godt kan støvede bøger gøre. Livet ser på dig, hvis du ikke ser igen, tørrer kroppen ud.' Han viser R. naturen, fortæller ham myten om Prometheus, der blev lænket til klippen af Zeus, fordi han bragte forstand og fornuft til menneskene. Og R tænker på de trange forhold i sit eget land, hvor embedsmænd og bureaukrater hersker over ens tilværelse, og hvor kun den, der er født til rigdom og har gode forbindelser, kan udnytte sine evner. Han fortæller, om sin drøm som dreng og ung, hvor han og hans venner drømte om at skabe en ny stat på en ø langt borte. Der skulle ikke være kongedømme, men en regering af frie mennesker, der i enighed skulle finde frem til love, der kunne beskytte de svage i samfundet og give alle muligheder for at bruge deres evner bedst muligt.

Og samtalen og tankerne udvikler sig. Om hvordan der skal være fuld religionsfrihed også for tåberne. Men, den sande oplysning er forbundet med fritænkeriet. Kirkedannelserne har gjort mennesker dumme og uvidende. De er den dødvægt for den menneskelige stræben. Og R. udvikler sine tanker om, hvordan der udover hver enkelt nations eget sprog skulle være et fællessprog, så alle mennesker over hele verden kunne forstå hinanden.

Bogen slutter med en fantastisk og intens beretning om R.' oplevelser på rejsen til Tiflis. Om kærlighed, politik, religion, oprør og tyranni, om mennesker og deres virkelighed og drømme.

'Farvel R., jeg kan ikke følge dig længere. Hernede er luften så kvælende indelukket, men sengehimlens tunge fløjl giver efter, opløses i atomer. Du svæver op igennem den, endelig fri. En lille sky af dansende støv gynger langt borte i den hvide tomhed. Farvel kære R. Døden er kun den lange nat efter den urolige dag, vi kalder livet.'

Ikke blot et levnedsløb
'Rudimenter af R' er, som forfatteren oplyser det, en fri fantasi, der tager afsæt i sprogforskeren Rasmus Rasks breve, afhandlinger og dagbøger. Hun indleder da også bogen med et citat af den schweiziske forfatter og essayist Peter Bichsel (1935 -): 'Historier fortæller ikke sandheden, men de fortæller om sandhedens muligheder. Og så længe, der fortælles historier, er der stadigvæk muligheder.'
Hertil kan man så tilføje, at Henrik Ibsen i 'En folkefjende' sagde: 'En normal bygget sandhed lever - lad mig sige - i regelen en 17-18, højst 20 år sjælden længere. Og Søren Kierkegaard sagde, at subjektiviteten er sandheden. I sin rolle som vågekonen, dødsenglen, der sidder ved R.'s himmelseng og forsøger at komme dybere ind i sandheden, har Hanne Marie Svendsen fordelen ved har 177 år efter at kunne sætte hans liv, stræben og forskning ind i den moderne verdens sammenhæng og viden. En viden, som Rasmus Rask har været med til skabe fundamentet for.

I dag ved vi, at der findes lovmæssigheder i sproget og i følelserne, men vi ved også mere: 'Hvad så med følelserne? Findes der universelle følelser eller er også de afhængige af sædvaner og skikke? Vi har en række færdigdannede udtryk for dem, bruger dem i flæng. Elske, hvad betyder elske, håbe, tro?
Vi generaliserer, men nogle af de generaliseringer, der opfattes som lovmæssige i vores sprog, er slet ikke nødvendige for at konstruere et konsekvent og sammenhængende billede af verden i andre sprog. Forbløffende. Andre livserfaringer skaber andre sprog. - - - Tanker kan ikke overføres fra et sprog til et andet. Var det derfor, han aldrig lære at forstå sprogene, skønt han kendte deres grammatik bedre end nogen? - - - Verden er en kaotisk strøm af indtryk, som organiseres i vore hjerner. Sproget spinder et net om hver af os, og verden bygges op om vores særlige sprogvaner. Vi dissekerer naturen efter de linjer, som netop vores sprog udstikker. Tvivl, usikkerhed. Hvordan skal vi nogen sinde forstå hinanden?'

I sin egenskab som vågekone, som dødsengel, som R. kalder hende, sætter hun spørgsmålstegn ved sine egne motiver, men siger til ham: 'Dit store arbejde er lige betydningsfuldt, skønt du aldrig vil kunne finde ned til den egentlige grund. Du skulle måske hellere tænke på alle dine sproglove og regler, det plejer at gøre dig mere rolig. Men husk, at vi bruger sproget tankeløst, ligesom vi trækker vejret. Kun når vi er ved at kvæles, tænker vi på, at vi behøver luft. - - - Jeg er ikke så uvidende, som du tror, R. Ingen regel uden undtagelser, husk det.'
Bogen kan læses på mange måder, som en fri beretning om et menneskes liv - og som en kommentar til mangt og meget i nutiden. Hvordan man end vælger at læse den, er det en oplevelse, der efterlader en beriget og i en god stemning.

Om forfatteren
Hanne Marie Svendsen er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur 1958. Hun har arbejdet som lektor ved Københavns Universitet, som programmedarbejder ved Danmarks Radios Teater- og Litteraturafdeling og som anmelder af litteratur og teater ved forskellige dagblade. I 1960'erne udgav hun flere faglitterære bøger, fx ‘På rejse ind i romanen' i 1962.

Hanne Marie Svendsen debuterede som skønlitterær forfatter med 'Mathildes Drømmebog' i 1977. International udbredelse fik hun med 'Guldkuglen' 1985, revideret udgave 1998, der ligesom en række af hendes øvrige romaner og noveller er oversat til sprog som engelsk, tysk, fransk, svensk norsk, finsk, hollandsk, russisk og kinesisk. Senere er der udkommet en lang række romaner, novellesamlinger, tv-, radio - og skuespil og også børne- og ungdomsbøger.

Hun har bl.a. modtaget Kritikerprisen 1985, Tagea Brandts Rejselegat 1987, Herman Bangs Mindelegat 1987, Adam Oehlenschläger Legatet 1982, Statens Kunstfonds livsvarige ydelse 1993, Dansk Litteraturpris for Kvinder 1998. Radioens romanpris 2004, Søren Gyldendals rejselegat 2004, Holger Drachmann-prisen 2004.

Rasmus Christian Rask
Det er blevet sagt, at Rasmus Rask har betydet lige så meget for den internationale sprogvidenskab som Søren Kierkegaard har for filosofien. Rasmus Rask (1787 i Brændekilde på Fyn - 1832) var en dansk sprogforsker. Han skrev adskillige grammatikker og arbejdede med sammenlignende fonologi og morfologi. Han tog på forskerrejse til Island 1813-15 og udgav den første islandske grammatik.

I 1816 drog han ud på sin 6½ år lange rejse over Sverige og Finland til Skt. Petersborg, hvorfra han efter et ophold på godt et år fortsatte over Moskva og Astrakan til Kaukasus; herfra rejste han videre til Persien og Indien, hvor han i Bombay erhvervede en enestående samling håndskrifter på avestisk og pehlevi. Derfra rejste han over Madras og Trankebar til Ceylon og returnerede efter store vanskeligheder, bl.a. skibbrud, til København i 1823. Målet var at finde et system, der kan beskrive alle verdens sprog. Det skal kunne give videnskaben indsigt i folkeslagenes oprindelse, deres slægtskab og vandringer. Det nærtliggende første mål var at finde de nordiske sprogs moder og blive i stand til at opstille en slægtstavle for alle verdens sprog.

1818 blev udnævnt til professor, og 1823 fik han tillagt en årlig understøttelse for tre år. 1826 blev det ordinære professorat i orientalske sprog ledigt, men først 1831, altså ikke længe før sin død, udnævntes Rasmus Rask til ekstraordinær professor heri. 1829 var han rykket op til bibliotekar ved Universitets-biblioteket.

Han kendte 55 forskellige sprog så godt at han kunne indplacere dem i 'genetiske' slægtstavler.

Rasmus Rasks far, som i høj grad spiller en rolle i romanen, var Niels Hansen Rasch (1749-1810). Faderen, der af profession var skrædder, skal have været en begavet og for sin stand ualmindelig belæst mand, der blandt andet gav sig en del af med lægekunsten og havde stort ry for sine heldige kure som "klog mand"; han ejede en ret god bogsamling, navnlig af historiske arbejder (fx Arild Huitfeldt). Han var gift tre gange; Rasks mor var hans 2. hustru, Birthe Rasmusdatter (død 6. august 1801, 47 år gammel).

Rasmus Rask var overbevist om, at der selv imellem meget forskellige sprog måtte være en eller anden form for sammenhæng, og denne sammenhæng forskede han intenst i. Han lærte sig bl.a. islandsk, sanskrit og arabisk. Han rejste ud, lyttede, studerede, systematisererede. Han blev en af de allerførste til at beskrive det indoeuropæiske sprogfællesskab.

Rasmus Rask er begravet på Assistens Kirkegård i København

Supplerende læsning
Kirsten Rask: 'Rasmus Rask - store tanker i et lille land';
Gads Forlag, København 2002.
ISBN 978-87-12-03923-5.

http://www.assistens.dk/rask.htm

Wikipedia om Rasmus Rask

Wikipedia om Hanne Marie Svendsen