KOLDING: Kolding Kommune har klare etiske retningslinjer for, hvad kommunens penge må investeres i. Disse krav har en af kommunens banker ikke i tilstrækkeligt grad været opmærksom på, oplyser kommunen.
Banken har via en investeringsforening investeret et mindre beløb af kommunens penge i våbenproduktion. De pågældende aktier er nu blevet solgt.
- Jeg er tilfreds med, at aktierne med det samme er blevet solgt, og at vores finansforvalter har påtaget sig skylden. Vi kan ikke leve med at blive hængt ud i en sag som denne, siger kommunens økonomi- og personaledirektør Rikke Vestergaard.
Nej til børnearbejde og våben
Fornylig satte organisationen DanWatch - og Avisen Kommunen - fokus på danske kommuners investeringer i blandt andet våbenproduktion og børnearbejde. I kølvandet på debatten blev også Kolding Kommune nævnt, hvilket kom bag på Rikke Vestergaard, da kommunen netop har forsøgt at gardere sig ved at formulere sine egne etiske retningslinjer. Heri hedder det klart, at kommunen kræver, "at der ikke investeres i selskaber, som kan relateres til børnearbejde og våbenproduktion."
- Da vi gik i udbud for godt et år siden, var vores etiske retningslinjer en del af udbuddet, så vi følte os på helt sikker grund, da disse sager kom frem, siger Rikke Vestergaard.
Ikke opmærksom
Da Kolding Kommune alligevel blev trukket frem, kontaktede kommunen straks de to institutioner, som forvalter kommunens penge.
- Hos vores ene finansforvalter var alt i orden, mens den anden måtte erkende, at man ikke i tilstrækkeligt omfang havde været opmærksom på kommunens etiske retningslinjer, fortæller Rikke Vestergaard.
I et brev fra virksomheden hedder det: 'Vi må dog erkende, at investeringsforeningens investering i BAE System (våben) er vanskelig forenelig med kommunens politik på området, og vi har i første omgang desværre ikke været tilstrækkelig opmærksom herpå.'
Rikke Vestergaard betragter nu sagen som afsluttet, men kommunen vil fremover tage emnet op på de rutinemæssige møder med bankerne, ligesom det etiske perspektiv skal være med i virksomhedernes årsaflæggelse til kommunen.
Kommunens etiske retningslinjer
Kolding Kommune forventer at banken anlægger en etisk vurdering i forhold til investeringer. Således er det Kolding Kommunens krav, at der ikke investeres i selskaber, som kan relateres til børnearbejde og våbenproduktion. I det omfang banken får kendskab til, at sådanne etiske krav ikke måtte være opfyldt, skal banken så vidt muligt tilrette investeringen med henblik på snarest muligt at opfylde Kolding Kommunes krav.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.