
ODENSE: Beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense Kommune vil være på forkant, hvis et stort antal ukrainere lander i kommunen, og har derfor været i kontakt med kommunens udbydere af sprogundervisning for at sikre, at de med kort varsel kan tage imod nye elever, oplyser kommunen.
- Vi har gjort os klar til at trykke på de rigtige knapper, så snart vi ved, hvem der kommer hertil. Vi ser, at det primært er kvinder og børn, der flygter. Deres sikkerhed og tryghed kommer naturligvis i første række, men hvis de ønsker at komme i arbejde, så vil vi også gøre alt for at hjælpe dem med det. Vi er klar til at skrue op for sprogundervisningen, og vi har en tæt kontakt med de odenseanske virksomheder, så vi ved rigtig meget om, hvilken type arbejdskraft de efterspørger, siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V)
Ligesom de andre fynske kommuner har Odense kontrakt med AOF Job og Dansk, der står for danskundervisningen, og derudover har forvaltningen et samarbejde med Syddansk Erhvervsskole om kortere kurser i såkaldt branchedansk, rettet mod brancher med stor mangel på arbejdskraft som rengøring, byggebranchen og transportbranchen.
Uddannelsesstederne er klar
Uddannelsesstederne er klar med flere pladser til ukrainske flygtninge på fire sprogskoler på Fyn. Ud over Odense er det i Svendborg, Fåborg og Ærø.
- I AOF Job og Dansk følger vi nøje udviklingen og står klar. Vores danskundervisning og vejledning har et beskæftigelsesrettet fokus med henblik på at opkvalificere vores kursister sprogligt og kulturelt til at kunne indgå på det danske arbejdsmarked - og i samfundet generelt. Desuden kan vi i samarbejde med andre afdelinger i AOF tilbyde ukrainske flygtninge øvrige aktiviteter, siger forstander hos AOF Job og Dansk Marianne Jensen.
Fra Syddansk Erhvervskole er der også fokus på jobmulighederne for krigsflygtningene, når de er klar til det.
- Hvis det bliver aktuelt, kan vi også hjælpe med certifikater og måske endda mere uddannelse, som vi også har gjort med en række syriske flygtninge, siger uddannelses- og markedsdirektør Roar Falkenberg fra Syddansk Erhvervsskole.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.