dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger
Nyt folketingsår med fokus på klima og velfærd
Da statsminister Mette Frederiksen (S) sidste år holdt åbningstale i Folketinget, undlod halvdelen af Enhedslistens folketingsgruppe at møde op for ikke at øge smitterisiko. Nu er coronaen gledet i baggrunden, og i stedet vil klassiske politiske emner som klima og velfærd komme til at præge åbningen.
Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix (arkiv)

Nyt folketingsår med fokus på klima og velfærd

Truslerne mod regeringen er pakket væk før politisk efterår, dog lurer mink som en enkelt sort sky.

Når Folketinget tirsdag åbner, bliver det med blomster, rød løber og deltagelse af dronningen. Væk er de coronabekymringer, der prægede sidste års festdag i Folketinget.

Nu er fokus tilbage på klassiske politiske emner.

Blandt støttepartierne står kravene i kø. SF, De Radikale og Enhedslisten ønsker handling på blandt andet klima, folkeskolen, velfærd og ydelser.

Dermed bliver der nok at tage fat på i åbningstalen, hvis statsminister Mette Frederiksen (S) skal gøre sit parlamentariske grundlag tilfreds. SF's formand, Pia Olsen Dyhr, siger om forventningerne:

- Der var to ting, som denne regering blev valgt på: en ambitiøs klimapolitik og en oprustning på velfærd. Derfor vil mine ører selvfølgelig være slået ud i forhold til, hvor meget statsministeren taler om den klimaudfordring, som vi står med. Og så har velfærden det hårdt. Der forventer jeg, at statsministeren siger meget tydeligt, at vi selvfølgelig skal vedtage en velfærdslov i efteråret, som gør, at vi hele tiden giver flere ressourcer til den offentlige sektor, når der kommer flere ældre og børn, siger Pia Olsen Dyhr.

Klima, fattigdom og folkeskole

Klima og velfærd står også højt hos Enhedslisten. Derudover ønsker partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, også fokus på at afhjælpe fattigdom blandt børn i Danmark:

- Vi er gang med forhandlingerne om et nyt ydelsessystem. Og jeg synes, at det er på tide, at det kan mærkes på de allerfattigste i vores samfund, at der efter mange års borgerligt styre er kommet en socialdemokratisk regering, siger Mai Villadsen.

De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, peger ud over klima også på folkeskolen og en styrkelse af demokratiet som ønsker til talen.

Det vil statsministeren fokusere på i åbningstalen

  • Klima bliver første punkt og ventes at fylde meget i Mette Frederiksens åbningstale. Her vil statsministeren blandt andet opstille en fremtidsvision for, hvordan et bæredygtigt samfund kan se ud.
  • Ungdomsuddannelser bliver et andet omdrejningspunkt i talen. Mette Frederiksen ønsker at løfte ungdomsuddannelserne, der samtidig er en del af regeringens dagsorden om decentralisering til gavn for provinsen.
  • Forud for kommunalvalget ventes København og spørgsmålet om billige boliger i de store byer også at blive taget op i talen. Her har regeringen varslet et nyt boligudspil.
Står godt i meningsmålinger

Udmeldingerne kommer på vej ind i et politisk efterår, hvor Mette Frederiksen og rød blok fortsat står godt i meningsmålingerne.

Desuden kommer ønskerne fra støttepartierne op til åbningen ikke som nogen overraskelse for Mette Frederiksen.

De politiske krav er i den milde ende. Og de er i sig selv et tegn på, at S-regeringen - i modsætning til Lars Løkke Rasmussens V-regering - har formået at sikre fred med det parlamentariske grundlag.

Også oppositionen har svært ved at udfordre statsministeren efter coronaepidemien. Venstre er gået tilbage i meningsmålingerne, og også Dansk Folkeparti er i krise med løbende kritik af formand Kristian Thulesen Dahl.

Dermed står S-regeringen stærkt forud for kommunalvalget 16. november og de mange forhandlinger om alt fra arbejdsudbud til finanslov, som venter i efteråret.

Minkkommission lurer

Der er dog én sort sky på Mette Frederiksens efterårshimmel.

Torsdag i denne uge indleder minkkommissionen sit arbejde. Kommissionen har i flere måneder indsamlet og undersøgt over en million dokumentsider.

Nu skal fire måneders afhøringer klarlægge, hvad der foregik i dagene omkring Mette Frederiksens annoncering af, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Dermed vil kommissionen formentlig kaste lys på bagsiden af Mette Frederiksens store styrke i corona-håndteringen: evnen til at sætte en retning og tage resolut handling.

Medierne har allerede afdækket, at der ikke var noget lovgrundlag på plads, da hun på et pressemøde den 4. november 2020 annoncerede, at alle mink i Danmark "skal" aflives. På pressemødet fastslog Mette Frederiksen blandt andet, at det var en "nødvendig" beslutning. Og at "den konklusion lader sig ikke forhandle".

Kommissionens arbejde er rettet direkte mod Statsministeriet og Mette Frederiksen, der afhøres som den sidste.

I yderste konsekvens kan hun havne for en rigsret, hvis kommissionen leverer det nødvendige grundlag. Den beslutning er dog op til et flertal i Folketinget og vil dermed kræve opbakning fra et eller flere af regeringens støttepartier.

Ritzau