Nyhedsmedier distraherer vælgerne på sociale medier

Af Lars Holmgaard Christensen

Valget er en kamp - for din stemme, dit kryds, men sandelig også din opmærksomhed og dine klik.

Selvom sociale medier giver nye muligheder for engagement og kultivering af 'the wisdom of crowds', så synes særligt nyhedsmedierne at være tilfredse med at udnytte 'the stupidity of crowds' og høste gevinsten fra brugernes umiddelbare nydelse af noget underholdende og klikbart indhold.

Nyhedsmediernes innovation i forhold til at klæde borgerne på til demokrati drukner således i tilbud, hvor brugerne helst skal tilpasses eksisterende produkter og skabelontankegange. Nyhedsmedierne ser sig selv som efterspurgte brands, og brugerne skal helst ha' det sjovt, så de ikke forlader nyhedsbutikken.

På Ekstra Bladet, hvor de har opbygget brugeruniverset Nationen, har man således kunnet deltage i at finde valgets 'side 9' pige blandt kandidaterne, og som de selv teaser historien: 'I tre uger skal vi kigge på billeder af meddanskere, der vil have vores stemme. Men nogle af kandidaterne er kønnere, frækkere og lækrere end andre'. Og så er Ekstra Bladet alligevel mere moderne end man skulle tro og tænker ligestilling, for som der videre bliver opmuntret til: 'Vi har valgt 11 - du skal vælge én: I morgen er det mændenes tur'.

På Politikens Facebook-side tilbydes brugerne intim sladder om de andre vælgere - altså hvis vælgerne er villige til at fortælle, hvad de stemmer, og selv afgiver lidt privat information.

Helle Th. og jeg er her!
I valgprogrammer på tv sker brugen af sociale medier, når publikum opfordres til at være kilde til spørgsmål, og hvor en særlig provokerende kommentar fra en Facebook-bruger kan blive brugbar i et tv-program. Det aflaster mest af alt journalistens spørgeteknik, "nogen siger", som en politiker, så skal forholde sig til.

Har en vælger politikerlede har DR gjort det muligt for vælgerbefolkningen at lave egne valgplakater. Det tjener et kreativt formål, hvor man kan sende hjemmelavede politiske budskaber til venner og familie. Det tjener også det formål, at man kan være medieaktiv med politik, hvis ikke man helt orker at være politisk aktiv med medier.

Hos DR udnytter man også ny teknologi i form af social overvågning. Som i et alternate reality game kan man blandet andet følge en politiker rundt via GPS og få statusopdateringer 'on the move' og 'to go'.

Og hvis vi er aktive nok, kan vi bruge vores smartphones til selv at skabe en relation til det politiske karneval(g) ved hjælp af såkaldte lokationsbaserede tjenester, som vi kan checke ind- og ud af. Helle Th. og jeg er her!

Overkommunikation
Efter i flere år at have hørt om Big Brother, og om hvordan vi bliver overvåget af alle mulige på Facebook, er det nu nyhedsmedierne, der overvåger politikerne og interessante vælgere. Det sker i håb om at kunne levere en underholdende applikation.

Når alt er lige gyldigt i valgdækningen ender det som ligegyldigt

Men måske handler det slet ikke om overvågning eller Orwells Big Brother, men mere om tankegods fra en af Orwells samtidige, Aldous Huxley.

Huxley var bekymret for, at vi gennem overkommunikation og overdramatisering vil blive passiviseret og blive underholdt ihjel.

Folk kommer til at være optaget af talentshows, celebrity-stjerner, underholdende valgprogrammer og teknologiske gimmicks, hvorfor de aldrig forholder sig til reel information eller skriverier, der stiller kritiske spørgsmål.

Alt lige gyldigt
Det væsentlige og det trivielle vil i den optik blive nivelleret på en måde, så alt bliver lige gyldigt og derfor i sidste ende ligegyldigt.

Det bliver ikke længere muligt at forstå fakta fra retorik og performance. Et sagligt politisk argument kan ikke skelnes fra underholdende mudderkastning.

Det vil ikke være tid til det udfordrende og det krævende, fordi dopamin-stimulerende valgprogrammer med vægt på retorik og performance eller iphone-apps og andet bling-bling uden indhold vil stå i kø for at få opmærksomhed.

Vælgerbefolkningen bliver i brugen af nydelsestilbud og i en konstant jagt på underholdning holdt i skak. Den momentane nydelse i at blive distraheret af noget underholdende nyt er blevet et mål i sig selv.

- Hvis vi vælger at acceptere den momentane nydelse i distraktionen, som er et skifte fra det logiske til det følelsesmæssige, så betyder det, at vores endelige stemme ikke vil være velovervejet, men bliver af den hedonistiske medborger afgivet spontant og med afsæt i den underholdende oplevelse stemmeboksen kan tilbyde.

Lars Holmgaard Christensen, forskningschef i nye medier,
Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles valgblog