
ÅRHUS: Socialministeriet har givet 24 mio. kroner til de nye gadeplans-team, der får deres daglige gang i Gellerupparken, Herredsvang og Bispehaven, oplyser Århus Kommune.
Socialforvaltningens nyoprettede Hotspotcenter har fået et godt springbræt. Ministeriet giver 24 mio. kroner over de næste fire år til tre nye gadeplansteam, der skal hjælpe de udsatte unge i Gellerupparken, Herredsvang og Bispehaven ind på den rigtige løbebane. Pengene kommer fra satspuljen og er øremærket til forebyggelse og bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Rådmanden glæder sig over bevillingen og muligheden for at styrke indsatsen over for de udsatte unge:
- Pengene er et kærkomment springbræt for vores nye Hotspotcenter. Tidligere har vi i høj grad fokuseret på den overordnede forebyggelse og indgriben i de udsatte områder. De nye team får en mere direkte og insisterende kontakt til den enkelte unge. Vi skal helt tæt på de unge og være der, hvor de færdes - fra tidlig morgen til sen aften - så vi holder snor i dem og hjælper dem i uddannelse og job, siger socialrådmand Hans Halvorsen (S).
Begrebet 'hotspot' dækker over de lokale, sociale indsatser i de ud-satte bydele, og Socialforvaltningen har oprettet det nye hotspot-center for at styrke netop indsatsen for de udsatte unge. Målgruppen for de tre nye team er unge mellem 10 og 17 år, der enten er kriminelle eller befinder sig i farezonen.
De nye gadeplansteam skal opsøge, indsluse og fastholde de unge i diverse fritids- og skoletilbud. Det vil ske i et tæt samarbejde med blandt andet ungdomsklubberne og Ungdommens Uddannelsesvejled-ning (UU). Desuden får én af gadeplansmedarbejderne myndigheds-kompetence, så der kan sættes hurtigt ind med den rette hjælp. Erfa-ringerne viser, at den tidlige indsats er vigtig for succes i det sociale arbejde.
- Gadeplansmedarbejderne får en direkte, tæt og vedvarende kontakt med de unge og kan hjælpe med for eksempel morgenvækning og at følge de unge i skole. Det bliver medarbejdernes opgave at skabe mening og struktur i en ofte kaotisk hverdag, så de unge får nogle, faste, trygge rammer, siger Gitte Krogh, leder af det nyoprettede hotspot-center.
Det tre team går på gaden efter sommerferien. De består hver af tre-fem medarbejdere, som hovedsagelig rekrutteres internt i Socialforvaltningen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.