Interessen og engagementet i politik og politisk arbejde blandt unge er stigende.
17 procent af de unge mellem 15 og 19 år erklærer sig "meget interesseret i politik" mod 12 procent i 2017 i en undersøgelse lavet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive.
Fra 2017 til 2021 er der ligeledes en stigning i antallet af unge, der engagerer sig i politisk arbejde i ungdomspartier, foreninger og bevægelser - fra 10 til 19 procent fra 2017 til 2019, altså næsten en fordobling.
Mai Heide Ottosen, seniorforsker hos Vive, er en af forfatterne bag rapporten, og hun erklærer sig overrasket over det stigende antal unge, der engagerer sig politisk.
- Det får en til at spærre øjnene lidt op. Det vil jeg sige.
Ottosen peger på den store politiske opmærksomhed på klima og køn som et par af årsagerne, herunder problematikken omkring seksuel chikane samt samtykkelovgivningen.
Data fra 6.276 børn og unge
Undersøgelsen er en del af en større rapport, hvor der indgår survey- og registerbaserede data fra 6276 børn og unge mellem 3 og 19 år.
Christine Ravn Lund er forkvinde i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), en paraplyorganisation for en lang række børne- og ungeorganisationer. Hun genkender tendensen.
Selvfølgelig gør det en forskel, at klima, miljø og køn har fyldt meget de seneste år, siger hun, men peger også på andre emner, der har aktiveret ungdommen:
- Unges mistrivsel er steget meget i de emner, der fylder, og også det, at mange unge ikke kan komme ind på boligmarkedet. Så der er noget med generationskløfterne, som giver blod på tanden i forhold til at engagere sig, siger Christine Ravn Lund.
Hun siger, at der selvfølgelig stadig er personer, der står uden for det demokratiske fællesskab. Hun nævner unge på erhvervsskolerne, hvor færre stemmer, og hvor der er en "lavere demokratisk selvtillid".
Men generelt set er hun optimistisk for fremtiden:
- Det er ikke et stort ungdomsoprør. Men vi vil gerne være med til at finde løsningerne, siger hun.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.