
AARHUS / SKANDERBORG / ROSKILDE: Danmarks store musikfestivaler skaber prestige og omsætning i hjemstedskommunerne, som kæmper for at honorere de logistiske krav, der følger med de enorme besøgstal.
Det gælder pt. i både Aarhus, Skanderborg og Roskilde.
I Aarhus skal man man rykke hele festivalen. Tidsplanen er presset i forhold til at kunne sikre festivalen Northside en ny koncertplads, men byrådet kom i denne uge et stykke nærmere ambitionerne om at have området Eskelund mellem Viby og Åbyhøj klar til nyt koncert- og eventområde i 2021. Onsdag gav Aarhus Byråd en ny økonomisk tilslutning til projektet, skriver Jyllands-Posten.
Arbejdet med at etablere en koncertplads på Eskelund blev sat i gang med en budgetbevilling på ti mio. kr. ved budgetforlig 2018-2021. De ti mio. kr. er blandt andet brugt til forundersøgelser, arkæologiske prøvegravninger og rådgiverhonorar til diverse arbejder forbundet med projektering. I juni 2019 bevilgede Salling Fondene en donation på 11 mio. kr. til projektet med at udvikle og etablere Eskelunden, som delvis ligger på en tidligere losseplads.
Det var godkendelsen af fondsdonation, som byrådet onsdag godkendte, og samtidig sagde politikerne ja til en tillægsbevilling og rådighedsbeløb på i alt 29,1 mio. kr.
Plads til flere i Skanderborg
I Skanderborg vil kommunen hjælpe Smukfest med en udvidelse af arealerne, så festivalen kan huse adskillige tusinde flere gæster.
Allerede denne sommer begyndte arbejdet med at skabe de nye scener. De traditionsrige bøgescener rykkes længere tilbage for at skabe mere plads og udvide festivalområdet.
De nye bøgescener er en del af et treårigt projekt i skoven, og de skal stå klar til festivalen i 2020. Forandringerne er en del af den nye skovplan, som er blevet vedtaget af Skanderborg Kommune for at sikre, at festivalen fortsat kan udvikle sig de kommende ti år.
Da festivalen i en del år har været låst fast på det nuværende antal på omkring 53.000 gæster på pladsen om dagen, skal udvidelsen ses som en fremtidssikring af Smukfest - foreløbig med plads til 7.500 ekstra besøgende, skrev Aarhus Stiftstidende i august.
Pladsen skrumper i Roskilde
I Roskilde slås man med en omvendt problemstilling - her er udsigten mindre plads og færre deltagere til Danmarks ældste og største musikfestival.
Store dele af det område, som festivalen i dag disponerer over, står til at blive inddraget over de kommende år - inden for en overskuelig tidshorisont kan det reducere besøgstallet til det halve.
Roskilde Festival med camping og parkering spreder sig over et område, der er udlagt til indvinding af råstoffer, og inden længe bliver de første områder omdannet til store jordhuller og grusgrave.
En lovændring fra 1992 medfører, at de områder, som nu skal opgraves, ikke må tildækkes efter endt udgravning. Derfor kan Roskilde Festival ikke genindtage områderne, efter gravemaskinerne har forladt fremtidens grusgrave.
I Roskilde Kommune bekræftede Lone Plovstrup, chefkonsulent for plan og udvikling, tidligere på året overfor TV2 Lorry at de nye råstofindvindinger kan få store konsekvenser for Roskilde Festival.
- Fra kommunens side arbejder vi benhårdt på at muliggøre, at festivalen fortsat kan være på det her område. Lige nu står vi over for nogle lidt svære dilemmaer. En konsekvens kan være, at festivalen kan være mindre. Men vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at de kan blive i området, sagde hun til tv-stationen.
I denne måned har kommunen taget stilling til firmaet FM Råstoffers grusgravplaner tæt på festivalområdet. Firmaet vil grave et fem hektar stort areal, der ligger helt i den sydlige ende af det område, som bliver brugt til campingplads, når der er Roskilde Festival.
FM Råstoffer ønsker, at der graves til, hvad der betegnes som 'forekomstens bund svarende til et 15-20 meter dybt hul.' Det er Region Sjælland, som er ansvarlig for at give tilladelsen til grusgraven, og gør de det, så vil der bliver gravet til ti meter under grundvandsspejlet.
FM Råstoffer har ikke søgt om at få lov at fylde det kommende hul op igen. Det er noget, man skal have dispensation til i dag. Den del af ansøgningen stiller Roskilde Kommune sig ifølge Sjællandske meget skeptisk over for.
- Vi ønsker ikke, at hullet får lov at forblive åbent. Det skyldes jo de interesser, som vi har med hovedsageligt Roskilde Festival. Hvis det skal stå åbent, så modsætter vi os, at der bliver gravet til mere end en meter over grundvandsspejlet, siger formand for klima- og miljøudvalget Karim Friis Arfaoui (S) til Sjællandske.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.