Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Efter fejlen i Miljøstyrelsen:
Ni kommuner har fået travlt med at sikre vand

Opdateret med kommunenavne. Forurenede stoffer på EU's liste kan man ikke længere dispensere fra. Det kan man til gengæld godt for stofferne på den danske liste.
5. NOV 2020 15.30

Ni kommuner skal i samarbejde med Miljøstyrelsen gennemgå vandforsyningen på 12 vandværker, hvis dispensationer til at levere drikkevand, der i en periode rummer pesticidrester, hænger i en tynd tråd.

Som det fremgik i går, så har kommunerne i årevis givet vandværker dispensationer til at overskride grænseværdier for bestemte pesticider, på trods af at dispensationerne siden 2013 har været i strid med EU's drikkevandsdirektiv. Det har Miljøstyrelsen imidlertid ikke informeret kommunerne om.

Fremover har vandværkerne begrænsede muligheder for at få dispensation, hvis man finder rester af pesticider i drikkevandet, oplyser Miljøstyrelsen. I alt 12 vandværker i ni kommuner har i dag en dispensation til i en afgrænset periode at levere drikkevand, der overskrider kravværdien for et pesticid eller pesticidrest.

Kort varsel

- Der er helt klart nogle vandværker rundt omkring i Danmark, som får en opgave, de skal i gang med at løse allerede fra i morgen. De skal med meget kort varsel finde ud af, hvordan forbrugerne sikres vand, hvis deres dispensation ophæves, siger Danva’s fagleder for drikkevand Dorte Skræm. 

- Det kan stille de berørte vandværker i en vanskelig position. Det er selvfølgelig et problem, når man som vandværk i god tro har fået dispensation, og fulgt de procedurer, man skal, og så har myndigheden ikke fulgt lovgivningen. Det er deres opgave at vide, hvordan tingene skal fortolkes.

- Det er meget vigtigt, at vandforsyningsplanerne tager højde for forsyningssikkerheden. For det er selvfølgelig en vanskelig situation, hvis et vandværk med begrænsede grundvandsreserver bliver ramt af en forurening og ikke har mulighed for at få en dispensation til at få tid til at løse problemet. Det kommer jo så til at gå ud over forbrugerne, som ikke får vand i hanen i en periode, indtil, der er fundet en løsning, siger Dorte Skræm.

Minister i samråd

Danva slår samtidig fast, at danskerne kan have fuldstændig tillid til deres drikkevand. Vandværkerne garanterer nemlig for kvaliteten af deres vand i hanen, og sundhedsmyndighederne overvåger forholdene, også når der dispenseres fra drikkevandskravene.

Det er ifølge Danva rent juridisk ikke ligegyldigt, om det stof, der gives dispensation på baggrund af, er på en EU-liste eller en rent dansk liste, der supplerer EU’s liste i den danske regulering. Stofferne på EU's liste kan man ikke længere dispensere fra. Det kan man til gengæld godt for stofferne på den danske liste.

Sundhedsmyndighederne er inde over hver enkelt dispensation. Dispensationerne gives i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed. Løsningen for de vandværker, som nu efter nærmere undersøgelse ikke længere kan gøre brug af en dispensation, kan blandt andet være at benytte en alternativ boring, at koble sig på en anden vandforsyning eller at rense vandet.

Ifølge Altinget har Enhedslisten ønsket miljøminister Lea Wermelin i samråd om sagen.

Opdateret fredag 6. nov.: 
De ni kommuner med antal vandværker i parantes er Egedal (to), Fredensborg (et), Kalundborg (et), Silkeborg (et), Sorø (et), Struer (et), Tønder (et), Varde (et), Aalborg (tre).