ROSKILDE: I forbindelse med kommunalreformen fik kommunerne overført en række opgaver fra de nedlagte amter, mens andre opgaver er overgået til regionerne. Det har skabt grænseområder, hvor der er usikkerhed om, hvem der har kompetencen. To afgørelser i Naturklagenævnet gør det klarere, hvem der har hvilken kompetence i sager om grusgravning, lyder det fra Roskilde Kommune.
Den ene afgørelse fra Naturklagenævnet siger, at kommunen har den fulde kompetence i forbindelse med reetablering efter endt grusgravning. Reetablering handler om, hvad der skal ske med det store hul, der er tilbage, når råstofferne er kørt væk.
Sagen er indbragt for nævnet af Nymølle Stenindustri, der graver grus i hele landet, bl.a. også i Roskilde Kommune. Og ifølge Naturklagenævnet er der faktisk betydelig tvivl om, hvorvidt det er regionen eller kommunen, der har kompetencen til at afgøre, hvilken reetablering der skal ske. Men nævnets afgørelse giver Nymølle Stenindustri medhold og tildeler dermed kommunen kompetencen.
- Jeg er glad for den klare afgørelse fra Naturklagenævnet. Den betyder, at det er kommunen og ikke regionen, der bestemmer, hvilken langsigtet udvikling vi ønsker i et område, hvor der graves grus. Det er en vigtig afgørelse. Hvis regionen havde denne kompetence, kunne vi få svært ved at planlægge langsigtet. Så kunne vi komme i den situation, at regionens overordnede retningslinjer ville forhindre os i at planlægge fx en byudvikling eller et grønt område, der hvor en grusgravning slutter, siger borgmester Poul Lindor Nielsen.
Retningslinjer kendt ugyldige
En anden afgørelse fra nævnet underkender direkte en retningslinje i Region Sjællands råstofplan. Den går ud på, at kommunen skal spørge regionen hver gang, den ønsker at planlægge for et område, hvor der kan ligge en potentiel samfundsinteresse i at grave grus. Det er ifølge Naturklagenævnet ikke præcist nok at definere det bredt som 'øvrige områder'. Hvis regionen ønsker at udforme den slags retningslinjer, skal den kunne udpege området mere præcist som enten grave- eller interesseområde.
- Vi har fået afklaret, at regionen ikke med en så generel retningslinje må begrænse kommunens plankompetence. I Roskilde Kommune er der store forekomster af råstoffer. Der ligger sikkert også meget rundt omkring, som ikke er registreret, og som kan få interesse på et senere tidspunkt. Men det kan jo ikke være meningen, at vi skal sætte al planlægning i stå, fordi der muligvis er råstoffer i et område, eller at vi skal spørge regionen om lov til at planlægge hver gang. Det har vi heldigvis nu en klar melding om fra Naturklagenævnet, siger borgmester Poul Lindor Nielsen (S).
Efter Naturklagenævnets afgørelse har Råstofplan 2008 for Region Sjælland nu retsvirkning, men først efter en række afsnit som en konsekvens af Naturklagenævnets afgørelser er slettet.
Kommunerne har mulighed for selv at formulere retningslinjer for efterbehandling og efterfølgende brug af tidligere graveområder. Det er dog ikke et krav efter planloven. Alligevel anbefaler forvaltningen, at der nu udarbejdes et tillæg til Kommuneplan 2009 herom, og den anbefaling har Økonomiudvalget tiltrådt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.