

RANDERS: Byrådsmedlem Jens Peter Hansen, som for halvandet år siden blev ekskluderet af Venstre for at ytre sig i strid med partilinjen, er nu også blevet ekskluderet af Moderaterne, som han skiftede til i februar i år.
Beslutningen bygger på "gentagne samarbejdsvanskeligheder i kommunekredsen, herunder observationer om soloudmeldinger, uenigheder om debatindlæg samt en manglende evne til at indgå konstruktivt i fælles processer," hedder det i en mail fra Moderaternes eksklusionsudvalg, som Jens Peter Hansen har videresendt til DK Nyt.
Desuden nævnes "din kommunikationsform og stil, som er oplevet som kontant, konfliktskabende og drænende for samarbejdsklimaet i Randers-kredsen".
Også hans deltagelse i et Radio 4-interview om en personsag, som han var blevet frarådet af partiet, vurderes som brud på partiets loyalitetsforpligtelse og kommunikationsdisciplin, ligesom han ifølge mailen har "manglende erkendelse af egen rolle i de opståede konflikter samt manglende konkrete forslag til at sikre et bedre samarbejde fremadrettet".
Ja, jeg er bedrevidende
Selv forsvarer Jens Peter Hansen sig bl.a. med, at han ikke har været indkaldt til møder siden pinse og dårligt har mødt kommuneledelsen, at byrådsmøder og andre planlagte aktiviteter har forhindret ham i at deltage i flere af partiets aktiviteter, og at han ikke har set det som et problem, at han er noget mere begejstret for VE end spidskandidat Simon Ødegaard Simonsen.
"Ja - jeg er i ordets bogstavelige forstand bedrevidende qua mine 24 år som byrådsmedlem. Men når jeg spiller ind med min indsigt - f.eks. i form af kommenteret version af Politikerhåndbogen for KV25 - er det også galt," skrev han til eksklusionsudvalget forud for eksklusionen.
Til DK Nyt oplyser Jens Peter Hansen, at han nok stiller op på sin egen liste, men at han ikke endeligt har besluttet sig endnu.
"Et andet parti ser jeg ikke som en mulighed - Venstre ekskluderede mig, LA mente ikke, at jeg “passede ind” og nu har Moderaterne ekskluderet mig. Min politiske position og tilgang genkender jeg ikke hos øvrige partier. Min demokratiske grundholdning har det svært med, at nogle få personer uden demokratisk mandat afgør, hvorvidt borgerne i Randers kan stemme på Jens Peter Hansen ved KV25," siger han.
To markante politikere
Med eksklusionen står to markante Randers-politikere nu uden et parti at stille op for. Forleden kom det frem, at Bjarne Overmark (Beboerlisten), som i sommer meddelte, at han ville stille op for Velfærdslisten, alligevel ikke er på kandidatlisten her. Han genopstiller ikke, oplyste han.
Valgforsker Roger Buch tvivler dog på, at Bjarne Overmark virkelig har tænkt sig at forlade politik.
- Jeg vil se det, før jeg tror det. Først når vi når hen til oktober, hvor fristen for at stille op til kommunalvalget udløber, og hans navn ikke er med, tror jeg på det, siger han til Randers Amtsavis.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.