Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Næsthøjeste smittetal hidtil: 630 siden i går

Meget snart, måske i morgen, kan hele verden igen være orange, advarer Udenrigsministeriet.
21. OKT 2020 14.55
TEMA: Corona

630 personer er testet positiv med covid-19 det seneste døgn, viser dagens tal fra Statens Serum Institut.

Det er det næsthøjeste daglige tal hidtil, kun overgået af 25. september. Tallet kan dog ikke sammenlignes med foråret, hvor færre blev testet.

Der er to nye dødsfald blandt personer, som indenfor de seneste 30 dage er testet positiv. 

Til gengæld falder antallet af indlagte med seks til 122. Heraf er 16 på intensiv og ni i respirator, hvilket er henholdsvis en mere og uændret i forhold til i går.

De nye smittede er fundet blandt knap 43.700 prøver.

Bekymrende

På et pressemøde onsdag siger faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, at smitten er tilbage på niveauet i september.

- 630 er et højt tal. Vi er tilbage på det niveau, vi så i sidste halvdel af september, og det er naturligvis bekymrende, siger han.

Han peger på, at udviklingen i sidste uge - i efterårsferien - gik den forkerte vej med 19 pct. flere smittetilfælde.

- 19 pct. lyder måske ikke af så meget, men det skal ses i relation til, at der blev testet langt færre end normalt i efterårsferien, siger Kåre Mølbak.

- Det ser ud til, at vi er på vej ind i en periode med højere sygdomsforekomst og højere smitte, men heldigvis er vi fortsat på et punkt, hvor epidemien er under kontrol, og antallet af indlagte er fortsat beskedent, siger han.

Verden kan blive orange

Situationen i Danmark er en del bedre end i mange andre lande, fx Tjekkiet, Belgien og Holland, hvor det er gået ekstremt hurtigt den seneste tid, sagde Erik Brøgger fra Udenrigsministeriet på pressemødet. 

Tjekkiet opfordrer nu sundhedspersonale, som arbejder i udlandet, til at komme hjem og give en hånd med, og Belgien regner med at nå kapacitetsloftet i sundhedsvæsnet midt i november, fortalte han. Frankrig har indført udgangsforbud, og i Irland må man højst bevæge sig fem km hjemmefra.

På grund af den generelle smittespredning er det sandsynligt, at de danske grænser snart igen er lukket til de fleste lande, medmindre man har særlig årsager til at rejse.

- Vi kan meget snart - måske i morgen, hvor vi opdaterer rejsevejledninger igen - komme i en situation, som vi havde 13. marts, hvor hele verden er orange, sagde Erik Brøgger.

Jammerbugt, Brøndby og Billund

Det er fortsat Jammerbugt, der har forholdsvis flest smittede, når man ser en uge tilbage, mens det går bedre i Faxe, der nu er passeret af både Brøndby, Billund, Høje-Taastrup, Vejen, Tårnby og Brønderslev.

83 kommuner er over den såkaldte bekymringsgrænse, så det nu kun er Læsø, Samsø, Sorø, Varde, Langeland, Vordingborg, Odsherred, Lemvig, Norddjurs, Vesthimmerland, Viborg, Kalundborg, Nordfyn, Lolland og Rebild, der er under grænsen på 20 nye smittede pr. 100.000 indbyggere.

 

 

Siden i går er så mange personer smittet i de enkelte kommuner:

  • 88 i København
  • 47 i Aarhus
  • 30 i Odense og Aalborg
  • 14 i i Høje-Taastrup
  • 13 i Frederiksberg, Brøndby, Helsingør og Rudersdal
  • 11 i Gentofte, Vejen og Jammerbugt
  • 10 i Tårnby, Roskilde, Esbjerg, Kolding, Vejle, Holstebro og Skanderborg
  • 9 i Tønder, Silkeborg og Brønderslev
  • 8 i Gladsaxe, Hvidovre, Lyngby-Taarbæk, Slagelse, Aabenraa, Ringkøbing-Skjern og Skive
  • 7 i Ballerup, Herlev og Nyborg
  • 6 i Furesø, Køge, Guldborgsund, Thisted og Frederikshavn
  • 5 i Greve, Faxe, Svendborg og  Fredericia
  • 4 i Vallensbæk, Fredensborg, Hillerød, Frederikssund, Halsnæs, Holbæk, Stevns, Assens, Favrskov og Hjørring
  • 3 i Glostrup, Egedal, Lolland, Middelfart, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Horsens og Struer
  • 2 i Albertslund, Allerød, Hørsholm, Ringsted, Haderslev, Sønderborg, Herning, Hedensted, Rebild og Mariagerfjord
  • 1 i Rødovre, Solrød, Gribskov, Odsherred, Lejre, Næstved, Vordingborg, Nordfyns, Langeland, Billund, Lemvig, Syddjurs, Odder og  Randers