Når pædagogikken ikke slår til

Af psykolog Lars Rasborg

I de seneste år har døgninstitutioner, opholdssteder og heldagsskoler over hele landet i stigende omfang efterspurgt træningsforløb i miljøterapi med omsorgssvigtede børn og unge. Kommunerne og regionerne har vist en beskeden interesse for denne behandlingsform. Derimod har Kommunernes Landsforening og Socialministeriet indtil videre ikke vist interesse.

Pædagoger, lærere og plejeforældre, som har med omsorgssvigtede børn og unge at gøre, oplever dagligt, at almindelige, pædagogiske metoder kommer til kort. Børnene og de unge afviser velmente råd, overtræder regler og skaber konflikter. Kort sagt: De kæmper imod de voksne, og der sker ingen udvikling. I mange tilfælde bliver problemerne med tiden ligefrem større, i visse tilfælde så store, at anbringelsesstedet må give op i utide.

Hvorfor går det galt?
I mange tilfælde hjælper hjælpen til omsorgssvigtede børn ikke, fordi man anvender pædagogik. Almindelige børn, der har tillid til voksne, kan udvikle sig gennem pædagogik, f.eks. gode råd, krav og konsekvenser. Svigtede børn har mistillid til voksne. De opfatter gode råd som en kritik. Et krav om f.eks. at passe skolen kæmper de imod, bl.a. fordi de har lidt massive nederlag i skolen, og konsekvenser opfatter de som en straf, der beviser, at den voksne er fjenden og skal ned med nakken.

Hvorfor bliver vi ved med at bruge pædagogik? Vi er vant til at gribe adfærdsproblemer an med pædagogik. Vi har alle lært det i livets skole. Pædagoger og lærere har desuden lært det i deres uddannelse.

Hvis svigtede børn skal på ret køl, er der to muligheder. Den ene er, at anvende en pædagogik, der går planken ud, som f.eks. Mogens Frohn Nielsen gjorde det på skoleskibet Fulton indtil 1987. Hans pædagogik hjalp tilsyneladende en hel del 'lømler'. Men pædagogikken stred bl.a. imod reglerne for uddeling af lussinger, så den gik ikke. Den anden mulighed er at forstå børnenes adfærd som meningsfuld på baggrund af livserfaringerne, og at finde metoder, der viser dem denne forståelse. Det er det, som miljøterapi vil.

Pædagogik hjalp ikke Simon
Svigtede og kæmpende unge har engang været små, truede børn. Simon er et af dem. Her er et eksempel på, hvordan en ellers velment pædagogik kom til kort over for ham.

Simon var tre år gammel. Han boede alene med sin mor og gik i børnehave. Hver gang en af pædagogerne kom tæt på ham, f.eks. for at hjælpe ham med tøjet eller maden, holdt han hænderne op for hovedet. Pædagogerne sagde til ham: 'Du behøver ikke at holde hænderne op for hovedet. Her slår vi ikke. Vi vil kun hjælpe dig.' Det ændrede ikke Simons opførsel.

Situationen forekom dagligt, og pædagogerne gentog, at deres hensigt kun var at hjælpe. Men det ændrede ikke Simons adfærd. Pædagogerne begyndte at føle sig magtesløse, og det provokerede dem, at han vedholdende signaler om, at de var ude på at slå. En dag sagde en af dem i en skarp tone: 'Du kan godt tage de hænder ned!' Simon tog hænderne ned og fik blanke øjne. Næste gang holdt han dem op for hovedet igen.

Hjemme var beskyttelsen hensigtsmæssig. Når Simon f.eks. var fysisk i vejen for sin mor, sagde hun: 'Så flyt dig dog unge!' og slog ham på hovedet. Når han spildte med maden, sagde hun: 'Lad være med at spise som et svin!' og slog ham på hovedet.

Simon gjorde, som alle børn gør. Han lærte af sine oplevelser med moderen og forventede, at andre mennesker ville opføre sig på nogenlunde samme måde. Derfor beskyttede han sig imod pædagogerne i børnehaven.

Hvad er miljøterapi?
Simon, som desuden havde mange andre problemer, blev senere anbragt i familiepleje. Plejeforældrene kendte til miljøterapi og forventede, at han ville beskytte sig imod dem, som han havde beskyttet sig imod pædagogerne i børnehaven.

Simon indfriede plejeforældrenes forventning. Også når de kom tæt på ham for at hjælpe, holdt han hænderne op for hovedet. Men i stedet for at vejlede Simon i hensigtsmæssig adfærd, anvendte plejeforældrene den miljøterapeutiske metode spejling.

De sagde: 'Du holder hænderne op for hovedet. Måske tænker du, at jeg vil slå dig.' De udviklede spejlingen: 'Måske har du erfaringer med at blive slået,' og senere: 'Vi har læst i nogle papirer, at din mor slog dig, når ...'.

Efter nogle måneder begyndte Simon forsigtigt at tage imod hjælp. Derefter kom en periode, hvor han bad om hjælp til mange småting, som han ellers havde gjort selv uden problemer. Plejeforældrene gav ham hjælpen og spejlede for ham: 'Måske vil du se, om vi virkelig vil hjælpe dig.'

Plejeforældrene havde lagt pædagogikken på hylden, og derved opnåede de den ønskede ændring. Simon begyndte at tro på dem og undersøgte, hvor langt de ville gå for ham. Pædagogik går ud på at ændre barnet. Miljøterapi går ud på at rumme barnets opførsel en tid endnu, at forstå, at den er meningsfuld og at fortælle den mulige mening til barnet. Miljøterapi går derved en omvej om forståelsen, som bliver en genvej til forandring. Der er egentlig ikke noget nyt i det. Vi må alle, børn som voksne, have fidus til en hjælper, før vi kan tage positivt imod hans eller hendes hjælp (Rasborg, 2007a).

Hvor kan miljøterapi anvendes?
Miljøterapi er relevant i alle sammenhænge, hvor man arbejder med omsorgssvigtede børn og unge. Dertil kommer, at mange af de børn og unge, som betegnes på andre måder, f.eks. med diagnoser som ADHD, spiseforstyrrelser og personlighedsforstyrrelser, også har fået en mangelfuld omsorg og har gavn af miljøterapi.
Miljøterapi kan anvendes på døgninstitutioner og opholdssteder, i specialklasser og heldagsskoler. Det kan anvendes i plejefamilier og også i forhold til de belastede børn, som går i almindelige daginstitutioner og skoler.

Hvem udfører miljøterapi?
Miljøterapi udføres af de medarbejdere, som tager sig af børnene og de unge i det daglige, dvs. pædagoger, lærere og plejeforældre m.fl. Erfaringer viser, at de fleste har brug for længere tids træning, før de behersker tankegangene og metoderne. Forklaringen er formentlig, at miljøterapi adskiller sig så meget fra de pædagogiske metoder, som vi alle er opflasket med, at der kræves en stor ændring af vante tankegange.

Hvor stammer miljøterapi fra?
Miljøterapi stammer fra USA, hvor man på døgninstitutioner i 1940'erne så, at psykoterapi var en hjælp for børnene, men at de havde brug for denne særlige hjælp hele dagen og ikke blot i én eller nogle få timer om ugen. Ordet miljø henviser derfor til, at behandlingen foregår i institutionens levemiljø, frem for i et terapilokale.

I Danmark har miljøterapi været anvendt på specialinstitutioner siden 1950'erne, især på behandlingshjem. Som noget nyt er der i de seneste cirka fem-ti år begyndt at udkomme danske bøger om emnet, og det har sat skub i udbredelsen af behandlingsformen.

Når miljøterapi først er indført, ligger forbruget af ressourcer til personale, visitation, behandlingsplanlægning, forældrearbejde, supervision og anden mødevirksomhed på niveau med forbruget i socialpædagogiske tilbud.
Ved indførelse af miljøterapi bør man være opmærksom på, at det stiller krav til hele den organisation, som barnets anbringelsessted eller skole er en del af. Organisationen, og også barnets kontakt med sin familie, må udformes, så det understøtter behandlingsformen.

Effekt ifølge forskning
Der findes, så vidt jeg er orienteret, ingen forskning, som dokumenterer effekten af en velbeskrevet miljøterapi, hverken i Danmark eller udlandet. Der findes dog en dansk undersøgelse, som opgør en positiv effekt (Nissen & Hansen, 2006). Undersøgelsen beskriver imidlertid ikke den anvendte miljøterapi, så praktikere får ikke vide, hvad de skal gøre for at få samme positive effekt. Desuden hindres andre forskere i at efterprøve resultaterne.
Forskningsinstitutioner i Danmark har endnu ikke vist interesse for at undersøge effekten af miljøterapi. Det kunne være en opgave for f.eks. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - SFI, hvilket jeg har peget på i en artikel i deres tidsskrift (Rasborg, 2007b).

Erfaringer vedrørende effekt
Institutioner og plejeforældre mv. oplever på kort sigt, at en overgang til miljøterapi medfører, at de får færre konflikter med børnene, at kontakten bliver bedre og at børnene bliver interesserede i de voksne og begynder at bruge dem på en ny og positiv måde. På længere sigt erfarer man, at børnene begynder at udvikle sig, i stedet for igen og igen at gentage de samme konfliktmønstre. Desuden oplever medarbejderne en større tilfredshed i arbejdet. De får et fælles arbejdsgrundlag og samarbejdet forbedres ofte.

Litteratur
1. Nissen, Poul & Kim Gabriel Hansen (2006): Effektundersøgelse af psykodynamisk miljøterapeutisk døgnbehandling. København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.
2. Rasborg, Lars (2007a): Miljøterapi med børn og unge, 2. udg. København: Akademisk Forlag.
3. Rasborg, Lars (2007b): At tage hinanden i hånden. Social Forskning, nr. 2, s. 8-9.

Lars Rasborg er pædagog og miljøterapeut, siden cand. psych. og specialist i klinisk børnepsykologi. Han er praktiserende psykolog, skriver om miljøterapi og afholder træningskurser i miljøterapi. www.lrpsykolog.dk