
Af psykolog Lars Rasborg
Så blev der sat ord på det, som længe har været undertonen i den offentlige debat om ADHD: Hvis et barn har problemer, men ikke kan få en psykiatrisk diagnose, er det dårligt opdraget.
Det var Niels Bilenberg, overlæge i børnepsykiatri og professor på Syddansk Universitet, der stod bag udtalelsen (Information, den 9. februar). Den afslører, at børnepsykiatrien mangler begreber for børns problemer, når de ikke er af psykiatrisk karakter. Man er enten syg eller dårligt opdraget. Et enten-eller, som ikke levner plads til andre forklaringer.
I børnepsykiatrien tænker man biologisk, og det skal man også. Man skal anvende WHO's diagnoseliste. En smule forenklet får et barn en ADHD-diagnose, når det har mindst 10 af i alt 18 symptomer. Et af symptomerne er, at barnet 'har uro i hænder eller fødder, sidder uroligt.' Det beskrives ikke nærmere, hvor meget barnet skal bevæge sine hænder eller fødder, før det betegnes som uro. Det er op til den enkelte børnepsykiater at vurdere. Hvis vedkommende ønsker det, kan det forsvares at give diagnosen til rigtig mange børn.
Den væsentligste svaghed ved diagnosen er dog, at den kan stilles uden en undersøgelse af barnets og familiens psykosociale historie og situation. Barnets adfærd betragtes isoleret, uden at man forholder sig til, hvilke årsager den kan have.
Selvforstærkende system
Konsekvenserne af et diagnosesystem, der kun rummer to muligheder - diagnose eller stempling af forældrene som dårlige opdragere - er vidtrækkende. Det skaber forældre, der hungrer efter diagnoser. For hvem bryder sig om at blive beskyldt for at være dårlige opdragere?
Samtidig har politikere og det offentlige selv lært os alle, at vi ikke længere er klienter og patienter. Vi er blevet brugere eller kunder og skal have valgmuligheder. Derfor bestiller vi naturligvis de varer, vi ønsker i børnepsykiatrien på samme måde, som vi altid har gjort det hos tehandleren. Man kan beklage, at vi således fralægger os ansvar og blot venter på, at hospitalerne, kommunerne, børnehaverne og skolerne løser vore problemer.
Men det er faktisk sådan nogle borgere, politikerne selv har inviteret os til at blive. Kommunerne understøtter ufrivilligt forældrenes diagnosejagt. For i forsøget på at overholde budgetterne, kræver de nemlig en diagnose, før de vil hjælpe børn med problemer. De satser på, at børnepsykiatrien erklærer mange børn raske, for så behøver de ikke hjælpe dem. Problemerne fortsætter, og på kort sigt går det ikke ud over budgetterne.
Socialministeren kritiserer sjældent den fremgangsmåde. Formentlig fordi den til enhver tid siddende socialminister udmærket ved, at budgetproblemerne ville vokse drastisk, hvis kommunerne tog hånd om børnenes problemer.
Denne uhellige alliance skærper jagten på diagnoserne. For hvis en diagnose er det, der skal til for at fange kommunens opmærksomhed, efterstræber man naturligvis sådan en, hvis man er mor eller far til et barn med problemer.
Det er vigtigt at understrege, at børnepsykiatere, forældre og kommuner kun gør, hvad de nødvendigvis må gøre under de gældende rammer. De er dele af et større system og kan ikke hver for sig begynde at handle mere konstruktivt. Skal de ændre adfærd, forudsætter det, at rammerne ændres, og det sker kun, hvis regering, folketingsflertal og statslige myndigheder hjælper til. Desværre er der ingen tegn på, at der er afgørende nyt på vej fra den kant.
Travlhedens syge
Der er fart på i det senmoderne samfund. Vi skal hele tiden yde mere, hurtigere og bedre. Det er som om, det ikke bekymrer regering, folketingsflertal eller chefer for de statslige myndigheder, hvordan mennesker trives i et sådant samfund. Tværtimod bidrager de energisk til at holde farten høj bl.a. ved at fokusere snævert på økonomiske bundlinjer og nationale topplaceringer - i øvrigt lidt på samme måde, som børnepsykiatrien fokuserer snævert på biologi. Konsekvensen er, at hver enkelt af os, barn som voksen, presses til at holde flere bolde i luften, end vi magter. For at klare det, sætter vi tempoet op. Vi bliver hyperaktive.
Det betyder, at vi har mindre tid til at tænke os om, og så bliver vi impulsive. Vi har opmærksomheden flere steder på én gang og bliver uopmærksomme. De tre hovedsymptomer på ADHD er således træk ved det senmoderne samfund.
Ramt af samfundets krav
Nogle af de børn, Niels Bilenberg betegner som dårligt opdragede, har manglet regulering, måske siden de var spædbørn. Men Deres forældre gør, hvad de skal. De lever op til forventningerne i et samfund med fart på. Men spædbørnene er ikke fulgt med udviklingen. Et spædbarn er, som det altid har været og har brug for rolige forældre, der kan regulere dets ophidsede tilstande.
Mange forældre har en fin fornemmelse for den opgave, og forstår at forene samfundets forventninger og barnets behov. Andre overvældes af omverdenens forventninger, har svært ved at sætte grænser og ved at fornemme spædbarnets behov. Deres børn kommer til at mangle regulering, og det kan føre til udvikling af en ADHD-adfærd. Forældrene er ikke dårlige opdragere, men smittet af et løbsk samfund.
Erfaringerne tyder på, at disse forældre i vidt omfang kan hjælpes ad psykosocial vej. Det kræver imidlertid, at de kender til muligheden og er i stand til selv at betale. Desuden skal de i en jungle af hjælpere finde en, som kan bistå dem på en måde, der faktisk løser problemet eller dæmper det betragteligt. Alt dette fordi hjælpen ikke findes i det offentlige.
De pædagogisk-psykologiske rådgivninger (PPR) i kommunerne kan ikke hjælpe, for de skal fokusere snævert på børns problemer i institution og skole. De kan ikke tage sig af problemer, der har global karakter. Familieværksteder i kommunerne kan heller ikke hjælpe. Deres opgaver retter sig langt de fleste steder mod meget svært belastede familier.
De omsorgssvigtede
Andre af de ‘dårligt opdragede' børn er omsorgssvigtede. Deres forældre beskrives hyppigt ved iøjnefaldende kendetegn som dårlig uddannelse, afhængighed af overførselsindkomst og alkoholmisbrug.
Meget ofte er disse kendetegn imidlertid følger af det egentlige problem: Forældrene har selv manglet omsorg gennem deres opvækst. På grund af omsorgssvigtet er de psykosocialt uudviklede. Det hindrer dem i at drage omsorg for deres barn, hvilket kan medføre, at barnet udvikler ADHD-adfærd.
Omsorgssvigtede forældre er ikke dårlige opdragere. De er mennesker, der ikke har haft mulighed for at udvikle forudsætningerne for at tage sig af et barn. De har ikke fået effektiv hjælp, da de selv var børn, og skaden er blevet kronisk. De synes imidlertid sjældent selv, at de har et problem. Derfor har de svært ved at udvikle sig.
Deres børn har imidlertid stadig udviklingsmuligheder, hvis de får hjælp, inden også de er blevet voksne og selv får børn. Effektiv hjælp består typisk i, at barnet anbringes uden for hjemmet og får en psykologisk begrundet behandling - såkaldt miljøterapi, som adskiller sig meget fra almindelig pædagogik, uden dog at være dyrere.
Miljøterapi vinder udbredelse i disse år, idet døgninstitutioner mv. efterspørger kurser i behandlingsformen. Men aktører som f.eks. Socialministeriet eller Kommunernes Landsforening viser ingen tegn på interesse. Det gør forskningsinstitutioner som f.eks. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - SFI heller ikke.
Alt tyder derfor på, at diagnosejagten og presset på psykiatrien vil fortsætte. Vi vil ikke se forandringer, så længe visse forældre betragtes som dårlige opdragere, børns problemer anskues snævert som biologiske, der ikke skabes muligheder for effektiv psykosocial hjælp, og forældre ikke guides i retning af den. Alt bliver ved det gamle, så længe forskningsinstitutioner ikke undersøger psykosociale hjælpeformer, der ifølge erfaringer er effektive, og regeringer ikke overvejer, om deres egne handlinger kan have utilsigtede skadelige virkninger for den psykosociale folkesundhed.
Lars Rasborg er cand.psych. og specialist i klinisk børnepsykologi. Han er praktiserende psykolog.
Artiklen blev bragt som kronik i Dagbladet Information, den 16. februar 2011.
Foto: http://www.flickr.com/photos/mindaugasdanys/with/3766009204/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.