Når kommunerne mistror hinanden

Af Mogens Wiederholt

Med virkning fra 1. januar 2011 gennemførte den daværende regering, hårdt presset af KL, de meget omdiskuterede nye regler om handle- og betalingskommune. De nye regler indebærer, at borgere, der er visiteret til et botilbud i en anden kommune end deres oprindelige opholdskommune, kan tvinges til at få deres oprindelige hjemkommune som handlekommune

Et eksempel: Claus er født i Haderslev. Som 14-årig flytter han, med kommunens hjælp, til Behandlingscentret Østerskoven ved Hobro, og derfra gik vejen via Stefanshjemmet, Egmont Højskolen og Høstskovkollegiet, indtil han i 1983 flytter sammen med Peder i en almennyttig lejlighed i Aarhus.

I overensstemmelse med reglerne fortsætter Haderslev Kommune med at betale for hjælpen til Claus. Men da Claus er flyttet til Aarhus, er det nu Aarhus Kommune, der beslutter, hvilken hjælp Claus skal have. Regningen sender Aarhus Kommune (handlekommunen) til Haderslev Kommune (betalingskommunen).

Med de nye regler fra januar 2011 kan Haderslev Kommune nu insistere på, at den også vil være handlekommune for Claus. Haderslev vil ikke bare betale. Skal de betale, så vil de også træffe beslutning om hjælpens omfang og karakter. Den, der betaler, bestemmer også musikken, som det så poetisk formuleres.

Sagsbehandling på distancen
Konsekvensen af de nye regler er, at borgere, som i årevis har boet langt væk fra deres oprindelige hjemkommune, pludselig påtvinges sagsbehandlere fra deres gamle opholdskommune. En sagsbehandler, som i sagens natur kun har et ganske lille - eller slet intet - kendskab til borgerens situation og behov. Filosofien bag er todelt. For det første mistror kommunerne hinanden. Den kommune, som har handleansvaret, men ikke betalingsansvaret, er nok alt for large i sin tildelingspraksis. De sender jo bare regningen videre, lyder ræsonnementet. Og for det andet. Hvis sagsbehandleren helt bogstaveligt er på distancen og ikke kender borgeren særlig godt, så er det alt andet lige lettere at sige NEJ.

Vi har med andre ord at gøre med et regelsæt, som bygger på to grundlæggende usympatiske forudsætninger. Dertil kommer, at man i samme moment kortslutter den normale lokalpolitiske sammenhæng mellem det serviceniveau, man er underlagt, og de lokale politikere, man kan stemme på. Claus fra vores eksempel kan ikke længere stemme på de politikere, der fastsætter serviceniveauet for ham. Det gør politikerne i Haderslev. Men Claus bor i Aarhus og kan kun stemme på politikerne i Aarhus. Det er et alvorligt demokratisk problem.

Gælder også for BPA-brugere i egen bolig
Men for at gøre det hele værre og meget mere kompliceret, så har virkeligheden artet sig således, at vores ven Claus flytter igen. Efter de nævnte mellemstationer flytter Claus i 1992 i andelslejlighed. Claus bor i dag i en alder af 52 år i sin egen andelslejlighed, som han - helt uden nogen myndigheds mellemkomst - har købt sammen med kæresten Peder. Der bor han nu på 20. år. Både Peder og Claus er spastikere og kørestolsbrugere og klarer sig på egen hånd med hver deres meget omfattende personlige assistanceordning, som de selv forvalter (BPA-ordning).

Derfor var jeg - og mange andre med mig - af den opfattelse, at personer i Claus (og Peders) situation overhovedet ikke var omfattet af de nye regler om hjemtagning af handleansvaret. Efter at være flyttet i egen lejlighed, som ikke er et botilbud, var vi mange, der var så naive at tro, at Claus og Peder nu var helt almindelige borgere i Aarhus Kommune med de rettigheder og pligter, der følger heraf.

Men nej! Statsforvaltningen har netop truffet afgørelse i Claus' sag. Og Statsforvaltningen når til den konklusion, at Haderslev er både handle- og betalingskommune for Claus. Begrundelsen er, at Claus' (og Peders) bolig og BPA-ordning er at sidestille med et botilbud. Derfor har Haderslev stadig betalingsforpligtigelsen - og dermed også retten til at kræve handleansvaret hjemtaget.

Kommunen har meddelt Claus, at man har aftalt med Aarhus Kommune, at den hjælp og de støtteforanstaltninger, som er udmålt af Aarhus Kommune, gælder frem til udgangen af februar. Herefter vil Haderslev Kommune foretage en genvurdering baseret på Haderslev Kommunes normer og serviceniveau.

Den foreløbige lære
Hvad resultatet af den genvurdering vil blive, ved vi ikke endnu, men med det vi ved så langt, kan vi foreløbigt konstatere:

- at Claus i fremtiden ikke kan stemme på de politikere, der fastsætter det lokale serviceniveau, han er underlagt.
- at Claus får nye sagsbehandlere, som ikke aner hvem han er og vice versa - og de har kontor 131 kilometer fra Claus' bopæl.
- at Claus fra nu og frem til udgangen af februar må leve med usikkerheden om, hvilken og i hvilket omfang han vil få hjælp. Hvad vil Haderslev videreføre, og hvad vil blive lavet om?
- at Claus med sikkerhed ved, at det bliver vanskeligere at organisere hans hjælperordning. Han og Peder har hidtil i vidt omfang kunne benytte fælles hjælpere, fordi alle hjælperne var ansat og aflønnet efter samme regler - nemlig Aarhus Kommunes regler. Men i fremtiden vil hjælperne være ansat efter to forskellige regelsæt. Og det kommer til at give bøvl.

Patroniserende regelsæt
Og for at fuldende katastrofen: Med Statsforvaltningens afgørelse er det slået fast, at vi ikke er kommet ét skridt videre, end vi var i 1998, da institutionsbegrebet formelt set blev afskaffet i Danmark. Hjælperordningen - eller den Borgerstyrede Personlige Assistance (BPA), som den hedder i dag - var netop det flagskib, der blev skabt for at sikre mennesker med funktionsnedsættelser et selvstændigt og selvforvaltet liv på lige fod med andre borgere. Den borgerstyrede personlige assistance var alternativet til institutionerne.

Men nu får vi så at vide, at retstilstanden er en helt anden. Borgere, der bor og lever i egen bolig støttet af en BPA, betragtes som et botilbudslignende tilbud med den konsekvens, at den kommune, man så at sige er født ind i, fortsat skal betale og have indflydelse på, hvilken hjælp og støtte man skal have.

Kan man forestille sig noget mere formynderisk og patroniserende?

Med Statsforvaltningens afgørelse må vi konstatere, at sådan er retstilstanden. Vi kan derfor kun opfordre lovgiverne til at ændre reglerne så hurtigt som overhovedet muligt.


Mogens Wiederholt, direktør i Spastikerforeningen

Foto: http://www.flickr.com/photos/mikecogh/with/5494358312/