
ODSHERRED: Fremover kan bogen selv finde låneren. Det lyder som umulig fremtidsmusik, men på biblioteket i Rørvig bliver det måske snart til virkelighed, når biblioteket ved hjælp af moderne it-teknologi kan give lånerne flere, større og bedre oplevelser og muligheder.
Biblioteket i Rørvig bliver i den kommende tid lavet til et selvbetjeningsbibliotek, oplyser kommunen.
Det betyder at åbningstimetallet kan udvides mange gange - ja op til 20 timer pr. dag. Det betyder også, at der skal installeres en række teknisk baserede løsninger for brugen af biblioteket.
Bruger sundhedskortet
Der skal laves adgangskontrol og automatiske døre, så man kan lukke sig selv ind ved hjælp af sit sundhedskort - der skal laves selvbetjeningsløsninger til udlån og aflevering, mulighed for bestilling og afhentning (hvis ikke bestillingerne er sket hjemmefra).
Lys skal tænde og slukke automatisk, og døre og computere skal tænde og slukke efter et tidsskema. Alt sammen ting der allerede findes en teknisk løsning for. Arbejdet med disse ting, er gået i gang allerede.
Udover disse nye og spændende tiltag, bliver der lagt endnu en dimension til udviklingen i Rørvig til.
Pilotprojekt i Rørvig
Rørvig Bibliotek skal have nye og hidtil usete muligheder udviklet i løbet af efteråret - det skal udvikles til 'State of the art'. Gennem et tæt samarbejde mellem Teknologisk Institut og Odsherred Bibliotek vil der blive skabt nye og hidtil usete muligheder for biblioteksbrugerne i Rørvig - og afsmittende for resten af Danmark.
Et lille tankeeksperiment: Når du har låst dig ind i biblioteket, lyser der en lampe under de bøger du har bestilt, eller måske lyser der en lampe under de bøger der minder om den stil du plejer at bevæge dig indenfor.
Når du tager bogen ud af hylden bliver indholdet præsenteret på en skærm, eller måske i hovedtelefoner - alt sammen fremtid lige nu, men måske alligevel tættere på end man skulle tro.
Innovationsprojekt
Samarbejdet er kommet i stand på foranledning af Teknologisk Instituts søgen efter nye innovative projekter i Danmark - vel at mærke projekter som kan skabe afsmittende effekt på virksomheders brug af 'borgerorienteret' teknologi.
Der findes allerede masser af selvbetjeningsbiblioteker i Danmark, så arbejdet med at skabe 'State of the art' - det bedste inden for området er et udviklingsarbejde hvor samarbejde med brugere, personale og forskellige firmaer bliver essensen.
Foto: http://www.flickr.com/photos/cybrgrl/with/1295482521/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.