
KØBENHAVN: I juni blev to tv-journalister idømt 20 dages betinget fængsel for ulovlige optagelser på plejehjemmet Fælledgården i 2006. Optagelser, der bl.a. dokumenterede hård tone blandt de ansatte over for beboerne, men som også krænkede beboere med optagelser i private situationer - bl.a. fra toilettet.
- Det er en sjælden grad af inkompetence hos anklagemyndigheden, som er en bananrepublik værdig. Sådan kommenterer forbundsformand Dennis Kristensen det forhold, at straffesagen om Fælledgården nu er erklæret forældet af dommerne i Østre Landsret.
Det bliver ifølge FOA en procedurefejl hos anklagemyndigheden, der afslutter straffesagen om Fælledgården. Forældelsesfristen er overskredet på grund af en række fejl i anklagemyndighedens behandling af sagen.
Sagen var anket til Landsretten efter at byretten i København dømte journalisterne fra Bastard Film, Miki Mistrati og Marike Jensen, en betinget fængselsdom for de ulovlige optagelser med skjult kamera. De forurettede beboere og ansatte på Fælledgården blev tilkendt erstatninger på mellem 5.000 og 50.000 kr.
Men Landsretten slår nu en streg over både fængselsdom og erstatninger til de ansatte på grund af procedurefejlen. Sagen er slut i forhold til de ansatte, fordi anklagemyndigheden var én dag for sent på den med at rejse sigtelsen.
Flere fejl fra starten
- Det er en skandale. De ansatte har levet med de ubehagelige konsekvenser af denne sag i fem år. Kun smøleri fra politi og anklagemyndighed hindrer, at de nu får en fair og retfærdig behandling. Det her har intet med en retsstat at gøre. Anklagemyndigheden har fra starten lavet alle de fejl, man kan forestille sig. Først blev sagen mod Danmarks Radio forældet, fordi anklagemyndigheden sov i timen. Nu slipper de ansvarlige for de ulovlige optagelser også på grund af en procedurefejl, siger Dennis Kristensen.
- Allerede i byretten kritiserede dommeren smøleriet fra politi og anklagemyndighed, og på grund af den langsommelige sagsbehandlingstid blev byrettens straf til de to journalister gjort betinget. Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle opleve sådanne forhold i det danske retssystem, som ellers kun opleves i korrupte regimer, hvor penge kan trumfe retfærdigheden. Sjuskeriet bør koste hoveder i denne uduelige anklagemyndighed, mener Dennis Kristensen.
- Desværre er der en række principielle forhold, der lider kraftigt skade af dette her. Dels får vi nu ikke en klar dom for, hvor grænsen går mellem privatliv og offentlig interesse. Og dels ligger de famøse optagelser fra Fælledgården stadig hos journalisterne og hos Danmarks Radio. Der er intet krav om destruktion af optagelserne, selvom de en gang fra byrettens side er erklæret klart ulovlige, nævner Dennis Kristensen.
Mulighed for søgsmål
En af optagelserne viser, hvordan Bastard Film og Danmarks Radio uden tilladelse går ind i et privat hjem, og filmer en handicappet mands nøgne bagdel med den begrundelse, at han har liggesår. Efterfølgende erklærede embedslægen, at der ikke havde været, eller var noget liggesår.
Næstformanden i FOAs Social- og Sundhedsafdeling, Marianne Jensen, har fulgt alle retsmøderne i sagen:
- Det er en yderst sørgelig dag for de ansatte. Vi har en mulighed for at rejse et civilt søgsmål mod de to krænkere, så medlemmerne kan få de penge, som byretten tildelte dem. Det vil vi nu undersøge meget grundigt, siger Marianne Jensen.
En mindre del af sagen om Fælledgården fortsætter i Landsretten. Det er spørgsmålet om tavshedspligten er overtrådt i forhold til beboere på Fælledgården. Denne sag er FOA ikke part i.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.