Som led i økonomiaftalen for 2011 aftalte regeringen og KL, i lighed med sidste år, at afsætte en forhøjet tilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner på 500 mio. kr. Hovedstadskommunerne finansierer desuden en pulje til fordeling inden for disse kommuner.
Med henblik på at understøtte medfinansieringen af kvalitetsfondsmidlerne til anlægsinvesteringer på de borgernære områder og særligt på folkeskoleområdet, i kommuner i en vanskelig situation, blev desuden afsat en lånepulje på 800 mio. kr. Dertil kommer den ordinære lånepulje på ca. 200 mio. kr.
På baggrund af kommunernes ansøgninger har indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) nu fordelt tilskud til i alt 44 kommuner og låneadgang til i alt 60 kommuner, således at disse kan indregnes i kommunernes budgetlægning for 2011.
- Med udmeldingen af særtilskud og låneadgang gives en håndsrækning til at også kommuner med særlige økonomiske udfordringer kan få budgetterne til at balancere og kan gennemføre investeringer i bl.a. bedre rammer i daginstitutioner, skoler og på ældreområdet, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V).
Fordeling af særtilskud og låneadgang for 2011
- 380 mio. kr.: Særtilskud for kommuner i hele landet
- 152 mio. kr.: Særtilskud for hovedstadskommunerne
- 789 mio. kr. Lånepulje til investeringer på kvalitetsfondsområderne
- 198 mio. kr. Ordinær lånepulje til anlægsinvesteringer
* Ekskl. udviklingsaftaler
Baggrund
Særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner i hele landet fordeles i medfør af § 16 i udligningsloven. I lighed med 2010 er puljen midlertidigt forhøjet til 500 mio. kr.
Forhøjelsen er begrundet i, at et mindre antal kommuner, i lighed med sidste år, aktuelt står i en vanskelig økonomisk situation.
Der er i alt fordelt 380 mio. kr. fra denne pulje efter ansøgning til i alt 32 kommuner. Puljens øvrige midler benyttes til bl.a. udviklingsaftaler og støtte til kommuners forsøgsprojekter i landdistrikterne.
Særtilskudspuljen til kommuner i hovedstadsområdet med særlige økonomiske vanskeligheder er afsat med § 19 i udligningsloven. Puljen er i 2011 på 244 mio. kr. Den samlede tilskudspulje udgør 0,07 pct. af beskatningsgrundlaget for kommunerne i hovedstadsområdet. Kommunerne i hovedstadsområdet bidrager til puljen i forhold til deres indbyggertal.
Der er i alt fordelt 152 mio. kr. fra denne pulje efter ansøgning til i alt 12 kommuner. Furesø Kommune modtager ifølge aftalen om sammenlægningen af de tidligere Værløse og Farum kommuner særskilt 57 mio. kr. i 2011.
Allerede i juli blev der for 2011 udmøntet i alt to mia. kr. fra Kvalitetsfonden i tilskud med henblik på at forbedre de fysiske rammer på dagtilbudsområdet, i folkeskolen samt på ældreområdet mv. Desuden blev der i 2011 afsat en lånepulje på 800 mio. kr. målrettet medfinansiering af investeringerne på kvalitetsfondsområderne, herunder særligt folkeskoleområdet, i kommuner i en økonomisk og likviditetsmæssig vanskelig situation. Der er i alt fordelt 789 mio. kr. fra denne pulje efter ansøgning til i alt 55 kommuner.
Den såkaldte ordinære lånepulje er afsat i medfør af de kommunale låneregler og udgør i år 200 mio. kr. Kommunerne kan ansøge om låneadgang fra puljen til de fleste former for anlægsinvestering. Der er i alt fordelt 198 mio. kr. fra denne pulje efter ansøgning til i alt 26 kommuner.
For alle puljerne er der afsat en restpulje.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.