dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
RGS Nordic kalder sig selv Nordeuropas mest effektive vandbehandlingsanlæg.

Minister slår fast: Miljøstyrelse har fulgt Kammeradvokatens anbefaling

Regler på området betyder, at Danmark ikke kan nægte import af norsk spildevand, fortæller miljøminister Magnus Heunicke (S).
8. FEB 2023 14.49

SLAGELSE: - Miljøstyrelsen og Kammeradvokaten har holdt et opfølgende møde 18. januar i år, og her var der enighed om, at Miljøstyrelsen har fulgt Kammeradvokatens anbefalinger.

Sådan siger miljøminister Magnus Heunicke på et samråd onsdag i sagen om firmaet RGS Nordic, hvis miljøtilladelse er sat på pause af Slagelse Kommune.

Dermed har Kammeradvokaten ifølge ministeren altså ændret holdning til, om der er tale om bortskaffelse eller nyttiggørelse af spildevand.

DR kunne i januar ellers fortælle i 21 Søndag, at Kammeradvokatens vurdering var, at der var tale om bortskaffelse, fordi der kun genanvendes ganske få procent af kemikalieholdige spildevand.

Men ifølge Heunicke er vurderingen nu, at det miljøfarlige spildevand, der forurener vandet ved Skælskør, bliver betragtet som nyttiggørelse, og derfor forhindrer regler ministeren i at forbyde importen og udledningen. 

- I den konkrete sag er det ikke muligt at nægte import af spildevandet - med de nuværende regler, siger Heunicke.

Han fortæller samtidig, at han i denne uge vil mødes med EU's miljøkommissær Virginijus Sinkevicius, hvor han vil diskutere sagen. 

Enighed i Slagelse 

Klima- og miljøudvalget i Slagelse har indtil videre besluttet, at miljøgodkendelsen til rensningsanlægget er sat på pause, indtil mødet med Miljøstyrelsen og ministeren har fundet sted. 

Især Anne Bjergvang (S) har i flere år været stærkt kritisk over for udledningerne fra virksomheden, som selv kalder værket et af verdens mest avancerede anlæg til at håndtere industrispildevand.

- Men vi er nødt til at have dialog med styrelse og minister, inden vi tager en beslutning. Der er for mange problemer i, at man er nødt til at have en vejledning, som bliver underkendt af flere forskellige advokater, siger udvalgsformand Jørgen Grüner (SF) til TV2 Øst. Ifølge ham vil en fornyet miljøgodkendelse formentligt dumpe med et brag i ankenævnene.

Vil indgå i dialog

Efter 21 Søndags afsløringer bad borgmester Knud Vincents (V) om et møde med Magnus Heunicke for at drøfte sagen, og onsdag i sidste uge havde kommunen endnu ikke fået svar.

- Det er vildt irriterende. Jeg vil faktisk kalde det en anelse arrogant. De har travlt, men de bør som minimum sige tak for henvendelsen. Det er stærkt kritisabelt, siger Jørgen Grüner.

På samrådet onsdag fortæller Magnus Heunicke dog, at Miljøministeriet og Miljøstyrelsen vil indgå i dialog med Slagelse Kommune for at drøfte sagen, og hvad de lokalt kan gøre. 

- Selvfølgelig vil vi det, fortæller han. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/minister-slaar-fast-miljoestyrelse-har-fulgt-kammeradvokatens-anbefaling

GDPR