

KØBENHAVN / AARHUS: Flere hundrede rockere og motorcykelentusiaster med rygmærker indtog søndag formiddag Rådhuspladsen i både København og Aarhus.
Her deltog de i en demonstration arrangeret af Bikerfonden. Bikerfonden er en sammenslutning af 17 motorcykelklubber, heriblandt Hells Angels og Bandidos.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) oplyste i april, at han vil have rockergruppen opløst. Politiet ventes inden længe at nedlægge et foreløbigt forbud mod Bandidos. Herefter vil det være op til domstolene, om gruppen kan opløses.
Ifølge et opslag på Bikerfondens hjemmeside handler demonstrationen bl.a. om foreningsfriheden.
"Vores ret til at organisere os og udtrykke vores holdninger og interesser på en kollektiv måde", lyder det blandt andet.
Mod lukning af klubber
Derudover demonstrerer de imod "lukning og ulovliggørelse af klubber og deres tilholdssteder" samt "uoverskuelige regler vedrørende vejsidesyn og konfiskering af motorcykler".
Ekstra Bladet har talt med vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi, der oplyser, at demonstrationen var anmeldt og lovlig. Politiet anslår, at der er 120-130 motorcykler samlet. Alt foregik i fred og ro, lyder det.
Også i Aarhus var der tale om en fredelig demonstration. Ifølge politikommissær Peter Halstrøm fra Østjyllands Politi var der ved begyndelsen af demonstrationen på Rådhuspladsen i Aarhus 80-100 motorcyklister til stede.
- Alt foregår stille og roligt, sagde han til Ritzau. Også denne demonstration er anmeldt og lovlig.
Voldsparatheden
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) betegner Bandidos som landets "mest voldsparate bandegruppering". Alligevel fastholder klubbens præsident Michael Rosenvold i et interview med DR-programmet 21 Søndag, at Bandidos først og fremmest er en motorcykelklub.
Adspurgt om, hvorfor politiet kalder Bandidos for den mest voldsparate bande, lyder det:
- Det må du spørge politiet om. Men i bund og grund drejer det sig ikke om at være voldsparat. Det drejer sig om at køre motorcykel og være en god kammerat, siger han i interviewet.
Minister fastholder
Det kommer ikke bag på justitsministeren, at rockerne ser negativt på et muligt forbud. Det siger han søndag i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Det kommer ikke ligefrem som nogen overraskelse, at en bande ikke tager imod et eventuelt forbud med åbne arme.
- Og når der samtidig er demonstrationer i dag, er det for mig at se et tegn på, at indsatsen mod rocker- og bandegrupperinger i den grad kan mærkes i det kriminelle miljø, siger Peter Hummelgaard.
Han fastholder desuden, at forbuddet vil have en effekt. Han henviser blandt andet til, at politiet vurderer, at et forbud kan mindske synligheden af en bande.
Det kan gøre det sværere for gruppen at rekruttere nye medlemmer, lyder det fra ministeren.
Red. søndag kl. 15.35 tilføjet afsnit tre - samt tre afsnit under ml.rubrik Voldsparathed. Underrubrik justeret.
Red. mandag kl. 6.0 tilføjet sidste 5 afsnit med ministerkommentar. Rubrik ændret.
/ritzau/cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.