Det er frem til 6. oktober forbudt at opholde sig i Hells Angels' klubhuse i Nyborg og Odense. Mandag oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse, at man har indført opholdsforbud på de to adresser - Langelandsvej 24 i Nyborg og Petersmindevej 20 i Odense.
Det sker blandt andet på grund af den verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet mellem netop Hells Angels og banden Loyal To Familia.
- Vi har naturligvis fulgt situationen i København samtidigt med, at vi løbende har set på de efterretninger og mulige konfliktscenarier i forhold til de grupperinger, vi har her i politikredsen, siger politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi.
Tidligere er der blevet indført opholdsforbud på tre Hells Angels-tilholdssteder i hovedstadsområdet. De stod til at udløbe mandag, men er blevet forlænget frem til 9. oktober. Der er tale om adresserne Svanevevej 5 i Nordvestkvarteret i København, Tømmerup Stationsvejs 8B i Kastrup samt Siljangade 10 i København S.
Fredag meddelte flere jyske politikredse, at man har besluttet at lukke i alt tre HA-klubhuse i henholdsvis Lystrup, Randers og Nørresundby. Også en brætspilscafé i Kolding udsættes for et foreløbigt indgreb fra politiets side.
Forbuddene gælder frem til 6. oktober. Det drejer som om Marøgelhøj 5 i Lystrup, Rådmands Boulevard 50 i Randers og Østergade 24 i Nørresundby. I Kolding gælder det brætspilscaféen "Spilloppen" på Låsbygade 38. Sydøstjyllands Politi mener, at caféen bruges af rockere som tilholdssted.
Tidligere på måneden valgte Nordsjællands Politi, at et opholdsforbud skal gælde på to adresser i henholdsvis Hørsholm og Kvistgård frem til tirsdag klokken 15.30. Adressen i Kvistgård menes at have været tilholdssted for Loyal To Familia.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.