
Af Morten Uhrenholdt
Det er nu et år siden, regionerne mistede tålmodigheden med Terma A/S. Virksomheden skulle levere den stærkt forsinkede software til de centrale kontrolrum, der skal stå for den overordnede styring af det landsdækkende alarmnet.
Regionerne besluttede at satse på at skabe egne kontrolcentre, og for nylig har de så sendt opgaven i EU-udbud. Regionernes behov for effektiv styring af det præhospitale beredskab - altså lægeambulancer, helikoptere osv. - var for påtrængende til at de kunne afvente en afklaring af Termas leveringsproblemer.
Og kort efter - for få dage siden - kunne Rigspolitiets SINE-sekretariat, der styrer implementeringen af systemet, indgå en forligsaftale med Terma. Virksomheden har stadig ikke kunnet levere den samlede overordnede løsning, og forliget betyder, at den 300 millioner kroners kontrakt, som Terma havde med staten, nu erstattes af en langt mindre kontrakt på 85 millioner.
I stedet for det samlede system til kontrolrummene, der kan styre og samordne hele det nationale beredskab i krisesituationer, skal Terma nu levere en mere begrænset løsning, som politiet skal have. Det drejer sig om en såkaldt radiodispatch, der skal installeres i hver af de nye, store politikredse.
Radiodispachen gør bl.a. politikredsene i stand til at kommunikere med alle enheder, kommunikere med udvalgte grupper, koble forskellige grupper i en større indsats sammen, så de indbyrdes kan kommunikere osv.
Det overordnede system mangler
Det, der fortsat mangler, er det helt overordnede, nationale system, der kan overskue alle enheder over hele landet i den helt store landsdækkende indsats.
- Den del skal ud i et nyt EU-tilbud, og vi skønner, at det vil tage yderligere to-tre år. Udover afklaring af det juridiske, så skal vi bruge tid på en grundig høring hos de beredskaber, der i dag bruger SINE, så alle erfaringer og behov kommer med i betragtning, siger kommunikationsrådgiver i SINE-sekretariatet, Anne Pihl Rasmussen, til dknyt.
Den situation betyder, at de kommunale beredskaber vil stå mere frit. Indtil nu har de været forpligtet til at vælge de løsninger, Terma ville pege på i forbindelse med udviklingen af kontrolrums-software. Men nu er Terma altså ude af den del.
Derfor står kommunerne mere frit, men er naturligvis forpligtede til at finde løsninger, der passer ind i det overordnede beredskabs-net. Det vil dog næppe være hensigtsmæssigt, hvis hver enkelt kommune går i udbud med en egen løsning.
SINE fungerer i dag
Det samme gælder de øvrige enheder i SINE. Det er - udover politiet og de kommunale beredskaber - Beredskabsstyrelsen, Farvandsvæsenet - herunder Søværnets Operative Kommando - og Hjemmeværnet.
Selv om det overordnede, nationale system nu igen er udskudt, så betyder det ikke, at SINE ligger brak. Systemet har længe været i brug og stod sin store prøve under klimatopmødet, COP15, i København.
Systemet bruges af enhederne til egen og fælles kommunikation. Der foregår en fortløbende justering og tilpasning af systemet efterhånden som der indhøstes erfaringer. Og stadig flere personer i beredskaberne udtrykker tilfredshed med SINE.
- Beredskabet i hverdagen fungerer stadigt bedre. Men vi mangler fortsat det helt overordnede, nationale overblik samlet ét sted. Det, der ville være brug for i tilfælde af den helt store katastrofe, må vi fortsat vente på, siger Anne Pihl Rasmussen fra SINE-sekretariatet.
Foto: H.E. Saks/SINE
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.