Milliardtab i turismen hos flere kommuner
I Ringkøbing-Skjern ligger 30 pct. af omsætningen fra turismen i påsken.
Foto: Lars Rievers, Ritzau Scanpix

Milliardtab i turismen hos flere kommuner

Turismekommuner kan se ind i et tab på flere milliarder kroner på grund af grænseluking og færre sommerhusovernatninger.
8. APR 2020 14.00
TEMA: Corona

Coronakrisen har vidtrækkende konsekvenser for hele turismesektoren i Danmark. Derfor vil mange kommuner, der har en stor turistbranche, også blive ekstra hårdt ramt på pengepungen.

Det viser nye tal fra både Danmarks Statistik og VisitDenmark. Hos Danmarks Statistik kan man se, at der er et fald i antallet af sommerhus-bookninger svarende til 1,6 millioner overnatninger i 2020. Det vidner om et hårdt slag på turismen, fortæller Sune K. Jensen, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Industri:

- De manglende bookinger for resten af året viser desværre, at coronakrisen har langstrakte konsekvenser for turisterhvervene. Tallene viser jo tydeligt, at vi til sommer og i efteråret vil mangle den omsætning, som turisterne ellers normalt skaber ude i lokalområderne, siger han.

Vestkysten kan lide milliardtab
VisitDenmark har også regnet på, hvor stort et tab turismen lider lige nu. Organisationen melder om, at den danske turisme står til at tabe 15 mia. kr. bare fra marts til maj.

Det kommer man til at kunne mærke i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor omsætningen fra turisme normalt ligger på omkring fire mia. kr. Derfor håber borgmester Hans Østergaard (V), at man åbner grænserne den 10. maj, så man kan indhente noget af det tabte, siger han til TV Midtvest.

- Turismeomsætningen er vigtig for os, og vi har mellem 2.000 og 2.500 personer, der er direkte beskæftigede inden for erhvervet. Derfor er det af stor betydning, at Danmark åbnes op igen, så snart det er sundhedsmæssigt forsvarligt, siger han.

I Jammerbugt Kommune håber man, at regeringen blandt andet vil lempe reglerne om markedsføringen, så man kan holde hånden under turismen. Det siger borgmester Mogens Gade (V) til TV2 Nord

- Vi kæmper lige nu for at samle midler til markedsføring, så vi kan fortælle både danskere, nordmænd og svenskere, at ferie i Danmark er sikkert og et godt alternativ til at rejse sydpå. Her er vi underlagt regler om, at 70 pct. af finansieringen skal komme fra private, mens de resterende 30 pct. er offentlige midler. Den model bliver vi nødt til at ændre i 2020 og måske i 2021, da vi ikke kan forvente at hente penge fra de private turismeaktører, som situationen ser ud nu, siger han og tilføjer:

- Samtidig vil jeg opfordre til også at give dispensation fra reglerne om brug af offentlige midler til markedsføring i Danmark. Det tilsiger situationen, forklarer Mogens Gade.

 

 

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt